Møllers evaluering af sæsonen der gik

dato

Nyheden er fra HGI Bordtennis

Af Jesper Møller, Sportschef i Hillerød GI Bordtennis

Der er sket meget i HGI i de seneste sæsoner, og denne sæson var bestemt ingen undtagelse – og heldigvis for det, for de mange arbejdsopgaver/udfordringer kommer jo af, at der virkeligt sker noget i vores ”lille” bordtennis klub.

Jeg vil her beskrive, hvordan sæsonen er gået set igennem øjnene på sportschefen.

Herrernes Stigadivision
(Tom Jarvis, Supanut” Beam” Wisitmaythangkoon, Daniel Simonsen, Peter Svenningsen,  Peter Trans):

Holdet levede op til målsætningen om at klare sig fri af nedrykning. Holdet var faktisk utrolig tæt på, at blive nummer 4 og dermed kvalificere sig til semi. En dum weekend i det jyske med nederlag til Viby BTK og B75 hvor holdet ikke leverede nogen god præstation, satte desværre en stopper for drømmen om at nå slutspillet og årets DM-semifinaler.

Truppen bestod af 5 spillere fra starten af sæsonen, men blev desværre hurtigt skåret ned til 4 spillere, hvilket var meget uheldigt, da vi vidste at vores 2 udenlandske spiller, ikke ville kunne spille alle kampe. Det betød desværre, at vi stillede op med utrænede (men dygtige) reserver i en del holdkampe. Det var bestemt ikke meningen og det skal for i verden undgås i næste sæson.

Hovedformålet med at rykke op i Stigadivisionen var, at vores 2 unge talenter, Daniel og Peter, kunne prøve deres niveau af mod de bedste hold i DK. De havde begge en godkendt sæson, med et par gode sejre og et par yderligere gode kampe mod klart bedre modstandere. Topniveauet hos begge 2, var utroligt højt og det lover godt for fremtiden, men leveret stabilt i alle holdkampene, det kan man IKKE sige at de gjorde. Der mangler stadig meget mentalt, taktisk, fysisk og professionel tilgang til kampene. En der var stabil, var vores engelske spiller Tom Jarvis. En ung fyr på 18 år, som for mange år siden besluttede sig for, at han ville blive professionel bordtennisspiller, og har derfor ofret alt for den drøm ved f.eks. at flytte fra familie og venner i England til træningscentret i svenske Halmstad. Hans vilje til at kæmpe for sejr,  var eksemplarisk i næsten alle kampe. Jeg håber virkelig at vVores 2 unge spillere tog ved lære af, at spille sammen med sådan en professionel fighter i en hel sæson.

Ungdom elite holdet
Klubbens bedste ungdoms hold, og det talent og niveau der er hos spillerne her, kan vi som klub være virkelig stolte over. Dette hold er klubbens helt store satsning, hvor der bliver brugt økonomi og resurser for at kunne tilbyde de bedste betingelser.

Målet er at vi skal udvikle kommende seniorlandsspillere og være det perfekte trinbræt for spillerne til at komme til udlandet og få en professionel kontrakt. Og det er der talent nok til her på holdet – uden tvivl!

Men igen i denne sæson har trænerne ikke formået, at bedste ud af talentet generelt.  Spillerne har stadig ikke lært, selv at tage ansvar for deres egen bordtennis, hvis de skal opnå deres maksimale niveau.

Alle spillerne på holdet har høje målsætninger, men ingen ved rigtig endnu, hvad der skal til for at opnå dem. Det virker som om, at hvis blot man siger man har et mål, og man så kommer og står X antal gange ved bordet om ugen, så kommer resten af sig selv.  Det er stadig trænerne som går forrest mht. at fremme seriøsiteten, koncentrationen og motivationen hos spillerne i for stor grad. Hvornår kommer den dag, hvor spillerne går forrest og tager ansvar? Først den dag, vil spillerne virkelig tage det store ryk både spillemæssigt men også mentalt. Dog skal det også nævnes, at mange har været plaget af skader i store dele af sæsonen, og det har også en del af skylden.

”Ansvar” er nøgleordet for den kommende sæson, derfor vil der i næste sæson blive brugt mindre resurser på holdet generelt, både mht. antal trænere i hallen og coaching ved stævner, så spillerne selv skal tage mere initiativ.

Et andet tiltag er, at al kommunikation omkring deres bordtennis udelukkende bliver en dialog mellem spillerne og trænerteamet. Den information som spillerne mener, er vigtig for deres forældre, skal de selv gå videre med til dem. Har forældrene spørgsmål til deres børns bordtennis, skal det også gå igennem spillerne – ikke noget med at sende beskeder eller mails direkte til trænerteamet mere.

Trænerteamet håber ovenstående vil have en positiv effekt, for så vil Sportsudvalget se positivt på igen at bruge mange resurser allerede i 19-20 sæsonen, som den har gjort i denne sæson.  Det bliver spændende at følge det store talent som findes på holdet.

Talent holdet
 Igen i år har det været et super godt træningshold.  Mange møder stabilt op, og yder en god indsats. Og endnu mere positivt har det været, at spillerne på holdet melder sig til mange stævner, og klarer det ofte helt på egen hånd. De har også været gode til at coache hinanden, og har måtte spille alene, men der er ikke blevet kæmpet mindre af den grund. Jeg synes faktisk at alle på holdet har en god chance for at blive en del af eliteholdet en dag. Det kræver dog stadig mange træningstimer og lige så stor glæde ved sporten, som spillerne har haft indtil nu.

Ungdomsholdene Stadig klubbens vigtigste hold efter min mening. Ekstremt vigtigt at vi har de rigtige personer, som kan give de nytilkommende medlemmer en positiv, sjov og lærerig start på deres bordtennis. Uden de rigtige trænere på disse to hold, er det næsten umuligt at holde fast i de nye spillere. De skal nemlig føle sig trygge og som en del af klubben, lige så snart de har meldt sig ind.

Vi har heldigvis nogle rigtige gode trænere på holdene. Mathias og Palle gør det så godt, at de altid har ”fuldt hus” om mandagen, men også årets træner Bastian, gør det super godt sammen med Rasmus, Ragnar, Jan E og Brian Schyberg.

Næste sæson vil der komme et nyt hold til store drenge fra holdene, så de får også nye træningstider. Der vil selvfølgelig blive sendt information ud omkring dette snart.

Næste sæson
I klubbens bedste træningshold, har vi desværre mistede et par spillere. Beam fik et godt økonomisk tilbud fra Herlev Bordtennis, Tom Jarvis er kommet ind i Halmstads  Eliteserie trup og kan derfor ikke spiller på vores elite divisions hold, og Peter Svenningsen har valgt at skifte til Nordjylland og B75.

Til gengæld er der også kommer en del nye spillere til holdet:

Anton Andersson, Lyckeby – Superetteren, Sverige

Spillestil:  Spiller kort knop belægning på forhånden, står tæt ved bordet og lægger tryk på modstanderen.

Spillet på Lyckeby BTKs superetten hold, hvor han havde stor andel i at holdet blev nr. 4 . Anton har allerede været i Hillerød en uge og træne med resten af Olas A-hold. Det er stor gevinst for vores spillere at træne med en som spiller, så meget anderledes pga. de korte knopper i forhånden.

Bedste resultat for Anton er SM bronze i Herre Junior og Sølv i den svenske Juniordivision


Svenske Anton Andersson fra Lyckeby spiller for Hillerød GI Bordtennis i 2018-19 sæsonen

Christoffer Kjellson 22 år. Lyckeby – Superetteren, Sverige

Spillestil: Vestrehånd offensiv spiller. Hurtigt benarbejde og gode server.

I den netop overståede sæson, har Christoffer hævet sit niveau og slået nogle af de allerbedste spillere i den næstbedste svenske række, bl.a. vores egen Tom Jarvis.

Christoffer bor og læser til dagligt i Lund. Her træner han også på et hold med meget højt niveau, så der er gode muligheder for han kan forsætte stigning i niveau fra denne sæson til næste sæson.

Christoffer skal ligesom Anton, være en del af Stigadivisionsholdet og spille kampene når de ikke falder på samme dato som hans kampe for Lyckeby, som stadig vil være både Antons og Christoffers 1. prioritet.

Christoffer Kjellson som HGI-spiller i sæson 2018-19

Christoffer Kjellson er hentet fra svenske Lyckeby

 

Oliver Petersen: Skiftet fra Næstved Bordtennis 1 div.) 19 år.

Spillestil: offensiv hurtig spiller. Han har god teknik, stor sikkerhed og god fysisk.

Alle elsker at træne med Oliver. I denne sæson har Oliver boet og trænet i Centret i Slagelse, men er nu flyttet til Kregme og kommer derfor fast til alle Olas træninger. Plus at han også vil hjælpe til med at træne og coache vores unge talenter.

Oliver er allerede meget vellidt i HGI – ikke mindst pga. hans store arbejdsindsats ved Danish International – men også pga. hans seriøsitet og høflige væsen.

Sidste sæson vandt Oliver 60% i en stærk 1. division. Men der er mulighed for, at Oliver kan tage et kæmpe niveau-spring hvis han bliver mentalt bedre og mere stabil. Det vil træneteamet gøre deres bedste for at få frem i Oliver.

 

Marius Dam: Skiftet fra Viby BTK, 17 år

Spillestil: Offensiv høj spiller (193 cm) med en rigtig god baghånd.

Marius tager det helt store skridt i næste sæson. Han har nemlig valgt at flytte fra de trygge rammer hjemme hos mor og far, og så flytte alene til Hillerød. Marius valgte Hillerød da han følte han kunne bruge noget ”luftforandring” i forhold til de mange år i Viby, og da han så samtidig ønskede at steppe træningsindsatsen et niveau op, så var HGI et naturligt valg pga. antallet af både morgen- og klubtræninger, som vi kunne tilbyde.

Trænerteamet er utrolig glade for, at Marius valgte netop HGI. Han er, ligesom Oliver, meget vellidt overalt og en spiller som satser benhårdt på sin bordtennis. Der er ingen tvivl om, at Marius’ tilstedeværelse i HGI bliver en Win-Win, og personligt tror jeg, at Marius kan udvikle sit niveau meget igennem næste sæson.


Marius Dam – højere end vores sportschef

 

Martin Buch Andersen, skiftet fra Penthouse CPH, 17 år

Spillestil: Offensiv stil med evnen til at spille meget hurtigt

Planen er, at Martin skal være en fast del (sammen med Daniel Simonsen) af Stigadivisionsholdet. Han fik i denne sæson debut i rækken for Penthouse CPH, men næste år er det altså for Hillerød GI Bordtennis, Martin skal vise sin styrke.

Martin kommer fortsat til at være en del af Dennis´ (Duffy Light) ”LEVEL CPH” Academy i Brønshøj, men samtidig vil han komme til Hillerød og træne med ca. en gang om ugen. Dvs. Martin satser 100 % på sin sport og er ultra seriøs omkring  den. Martin har også sagt ”ja” til at være del af coach-teamet ved udvalgte stævner. Sådanne spillere er altid velkommen HGI!

Jeg ser det også som en stor gevinst, at Martin er udtaget til juniorlandsholdet som snart rejser til U-EM i rumænske Cluj Napoca. Det byder nemlig en masse hård træning og nogle gode lærerige kampe henover sommeren, så Martins niveau er et niveau eller to højere når den nye sæson starter.

Martin bliver U21 spiller i den nye sæson. Det betyder, at det er slut med stævner som junior EM, og det kan være en hård omgang lige pludselig at være langt fra toppen, derfor har HGI i samarbejde en stor opgave med at hjælpe Martin med at sætte sig nye delmål, og holde ham motiveret til træning, så han snart kan blande sig i toppen på seniorniveau.

 

Mohammed  Abdulwahhab 18 år. (fytter til DK fra Qatar)

Spillestil: Venstrehåndet offensiv, ellers ukendt.

Wahab kommer fra det store nationale bordtennis-akademi i Qatar, som har den tidligere svenske verdensmester Peter Karlsson som cheftræner. I næste sæson flytte han dog til bordtenniscentret i Slagelse.

Det vil dog ikke være første gang, at Wahab er i DK. Han spillede nemlig Roskilde GrandPrix stævne i februar hvor han blev nr. 2 i U21 elite efter nederlag til Beam.

Pt. Vides det ikke hvor meget Wahab kommer til Hillerød i næste sæson. Der er ingen tvivl om at hans niveau er til Elitedivisionen, men hovedformålet med holdet vil – igen i næste sæson, primært være at udvikle vores egne klubspillere og ikke at rykke ned.

Christoffer ”Stuff” Petersen. 34 år

Spillestil: offensiv med vildt god forhånd men slet ingen baghånd (ifølge Mathias Jensen)

Den tidligere landsholds- og svensk elitedivisionsspiller og nu også tidligere U-ansvarlig træner for DBTU, har får job inden for dansk para sport. Det betyder at nu har Stuff muligheden for at genoptage sin egen karriere. Hvor mange træningstimer om ugen det kan blive til, eller om han trækker i en kamptrøje, må tiden vise.

Sikkert er det, at det er fantastisk for HGI at havde en person tilknyttet med den store erfaring som både elitetræner og spiller.

 

Trænerteamet

Heldigvis forsætter næsten alle trænerne i næste sæson. Det er kun Jan Enevoldsen og Martin Svenningsen som har valgt at stoppe.  Kæmpe stor tak, skal de begge have for deres indsats.

Pt. er der lavet aftale med en ny træner. Hun hedder Valeria Petrova og er elitespiller på det estiske landshold. Samtidig med hun skal bo i Danmark, skal hun også træne i Hillerød, som hun så kan kombinere med at være træner.

Ola kommer også til at benytte vores 2 nye elite spillere Oliver og Marius som en slags assistenter for talent holdet.

Alt i alt ser det ud til, at det bliver en rigtig god sæson, vi går i møde med masser af aktiviteter og en masse spændende kampe og stævner på alle niveauer. Jeg synes bestemt at klubben bevæger sig i positiv retning, og det skyldes primær alle de frivillige personer, som laver alt fra sponsorarbejde til indsamling af præmier og alt det der imellem. Uden dem har vi ingen klub, så de er nøglen. Håber endnu flere vil være med til at hjælpe HGI bordtennis i de kommende år.

Sidste lille ting – husk at benytte jer af sommerferietræningen, som er for alle klubbens medlemmer (se hjemmesiden for dage og tider )

Go´ sommer til alle.

Hilsen Jesper Møller Sportschef Hillerød GI Bordtennis

Kilde: HGI Bordtennis