Uddrag af døgnrapport 14. - 15. april 2020

dato

Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdselsuheld, Lynge

Klokken 07.33 skete der et færdselsuheld, da part 1, en 63-årig kvindelig bilist fra Slangerup, kom kørende ad Lillevang i østlig retning og krydsede vejen, hvorved hun påkørte part 2, en 55-årig kvindelig cyklist fra Lynge. 

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev med ambulance kørt til tjek på hospitalet for en sikkerheds skyld.

Bilisten blev efterfølgende sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

 

Palletyveri, Lynge

Mellem onsdag den 8. april klokken 15.30 og tirsdag den 14. april klokken 06.00 blev låsen til et hegn ind til en byggeplads på Granlyet opbrudt. Fra stedet blev der stjålet et større antal europaller.

 

Indbrud ved skole, Jægerspris

Mellem mandag klokken 12.00 og tirsdag klokken 08.00 var der indbrud i et skur og en bålhytte ved Jægerspris Skole. Fra skuret blev der stjålet to scootere, og i bålhytten var et vindue blevet knust. 

 

Anholdt for butikstyveri, Hundested

Klokken 11.44 blev det anmeldt, at der mellem mandag klokken 18.00 og tirsdag klokken 03.30 var blevet stjålet krukker, blomster og haveudstyr fra en indhegning tilhørende Rema1000. På baggrund af efterforskning i sagen blev en mistænkt udfundet.

Klokken 19.05 blev den mistænkte, en 50-årig mand fra Hundested, standset på Christiansgade i Hillerød anholdt og sigtet for butikstyveri. Da patruljen standede ham, kunne de konstatere, at han var frakendt sin førerret, hvilket han derfor også modtog en sigtelse for. 

 

Designermøbler stjålet fra skole, Humlebæk

På Humlebæk Skole var der den 30. marts indbrud, idet et vindue var blevet knust. Det kunne nu konstateres, at der ved indbruddet var blevet stjålet et større antal designermøbler fra stedet.

 

Indbrud i arbejdsskur på skole, Vejby

Mellem fredag klokken 16.00 og tirsdag klokken 13.45 blev hængelåsen på et arbejdsskur ved Sankt Helene Skole opbrudt. Fra stedet blev der blandt andet stjålet et rullestillads.

 

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 14.02 blev en udenlandsk mand tilbageholdt af en butiksdetektiv i Føtex på Stürups Plads, da han havde stjålet flere varer fra butikken. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de anholdt og sigtede den 30-årige mand for butikstyveri.

 

Spirituskørsel, Humlebæk

På Humlebæk Strandvej i rundkørslen ved Torpenvej blev en 75-årig mandlig bilist standset af en patrulje. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, og en blodprøve skal nu fastslå den præcise promillegrad.

 

Brand, Helsinge

På Provstemarken udbrød der klokken 14.53 brand i et rækkehus. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev igangsat. Branden opstod formentlig i forbindelse med noget havearbejde, hvor husets beboer, en 72-årig mand, brugte en ukrudtsbrænder, der sandsynligvis antændte en hæk nær huset. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

 

Vold, Frederikssund

Klokken 15.12 blev det anmeldt, at en 14-årig dreng fra området klokken 14.45 blev passet op af to maskerede personer på Jernbanegade. Her holdt den ene person den 14-årige fast, mens den anden slog ham i ansigtet med knyttet næve og ramte ham med et knæ på kroppen. Herefter forlod de to personer stedet.

 

Spirituskørsel, Espergærde

En 52-årig kvindelig bilist fra Espergærde blev klokken 16.49 standset af en patrulje på Skindersøvej. Her viste et alkometer, at kvinden formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og hun blev derfor sigtet for spirituskørsel. En blodprøve blev efterfølgende udtaget med henblik på at fastslå den eventuelle promillegrad.

 

Vejvrede og hærværk, Tikøb

Klokken 16.50 blev det anmeldt, at en 25-årig mandlig cyklist klokken 15.50 var blevet standset af to personer på Fredensborgvej. I første omgang havde de to personer ifølge den 25-årige kørt tæt forbi ham, og i den forbindelse havde han gestikuleret efter dem. De standsede kort efter bilen og blokerede vejen for den 25-årige og truede ham med et bat. Den ene slog med battet mod cyklens forhjul, hvorved det blev ødelagt. Herefter forlod de to personer stedet i bil.

På baggrund af vidneforklaringer fandt Nordsjællands Politi frem til den formodede gerningsmand, en 39-årig mand fra Helsingørområdet, som blev sigtet for hærværk.

 

Besiddelse af stoffer, Hillerød og Snekkersten

Klokken 20.30 blev en 22-årig mand fra Hillerød standset af en patrulje på stisystemet bag Hillerødsholmskolen. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

Også på parkeringspladsen ved Nørrevej i Helsingør blev to mænd sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer klokken 20.33. De blev truffet i en parkeret bil, hvor begge mænd, en 36-årig fra Helsingør og en 36-årig uden kendt adresse, var i besiddelse af mindre mængder hash.

 

Ung mand forsøgte at stjæle cykler, Frederikssund

Klokken 23.26 blev det anmeldt, at en ung mand var set i færd med at stjæle cykler i en gård på Frederiksborggade, inden han forlod gården på et løbehjul. En patrulje kørte til stedet og kiggede efter den unge mand, som dog ikke længere var at finde i området.

Han beskrives som: 15-16 år. Iført blå jakke og kakifarvet kasket. Medbragte løbehjul.

 

Mistænkeligt forhold, Espergærde

På Hovvej ved Fakta blev en mand ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 23.41, set sprænge noget i luften af to omgange ved det overdækkede skur til indkøbsvogne. Herefter løb han fra stedet i retning mod Søndermarken. En patrulje kørte til stedet for at lede efter manden, men han var ikke at finde i området.

 

Besiddelse af stoffer, Nærum og Holte

På Alleen i Nærum blev en 25-årig mand fra Holte klokken 00.45 sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da en patrulje ved visitation fandt en mindre mængde hash i hans besiddelse.

Klokken 02.04 blev en 19-årig mand fra Nærum fundet i besiddelse af en joint på Øverødvej, hvilket han blev sigtet for. 
 

Indbrud anmeldt den 14. - 15. april 2020 i Nordsjællands politikreds

Kilde: Nordsjællands Politi