Nyheden er fra HGI Bordtennis
For første gang i længere tid på grund af Corona, lykkedes det os endelig at få afviklet vores klubmesterskaber i HGI Hillerød Bordtennisklub, og der blev derfor hygget ekstra om både spillerne og de fremmødte forældre.
Det blev en dejlig dag med spil på tværs af træningsgrupper og alder, hyggelig fælles spisning, og tæt kamp om klubmesterskabs titlerne. I alt 60 personer var forbi i hallen, enten som spillere eller tilskuere.
Med tilskud fra DIF's foreningspulje kunne det hele afholdes uden deltagerbetaling.
Om formiddagen introducerede vi et nyt koncept, hentet fra Skak verdenen. Her mødte man spillere fra alle trænings-og aldersgrupper. I takt med at man enten vandt eller tabte, blev man parret med mere jævnbyrdige modstandere. Efter at have spillet 7 stk. 3 sæts kampe hver, var man blevet inddelt efter styrke. Resultaterne fra formiddagen, afgjorde så, om man spillede i A, B, C eller D gruppe/slutspil.
Frokosten stod på lasagne, salat og saft serveret i cafeteriet, og der blev livligt diskuteret om formiddagens kampe på tværs af spillerne.
Efter frokosten skulle klubmestrene i A-D rækkerne så findes.
Klubmester i A-Rækken, blev en af forhåndsfavoritterne Jesper Møller. Han måtte dog slide i det, da han var nede med matchbold, men kom igen, og vandt 12-10 i 5. sæt over Anders Quistgaard-Leth i finalen. Anders er i øvrigt ellers den person, som har vundet klubmesterskaberne flest gange nogensinde, da han også havde en storhedstid i 80’erne og 90’erne :-).
Anders vandt også over formanden Thomas i puljen, og Thomas måtte derfor se sig henvist til 3. pladsen.
En anden finale favorit, Mathias Jensen, sparede sig ikke om formiddagen. Han loopede faktisk så hårdt at han desværre måtte udgå med en forstrækning i albuen.
Klubmester i B-rækken blev Marcus Ahrenholt Jensen, som i finalen besejrede Magnus Lophaven. På en fornem 3. plads kom Bjarne Christensen, der i en tæt 5-sæts kamp henviste Ayad Khalid til en 4. plads.
Klubmester i C-rækken blev Mikkel Hold, som i finalen besejrede Emil Thais Christesen med 3-1 i sæt.
3. pladsen gik til den lidt mere erfarne Bjarne Vestphael. Nr. 4 blev Ruben Reinholt, nr.5 Kasper Lophaven, og nr. 6 Adam Jørgensen.
Klubmester i D-rækken blev Valdemar Kragh, som i finalen besejrede Arthur Oscar Helt med 3-1. Nr. 3 blev Marcus Taubner, nr.4 Mathias Møldrup, og nr. 5/6 Gustav Stalhut og Marie Jensen.
Planen er, at vi igen afvikler klubmesterskaberne i juni 2022, inden folk går på sommerferie.
Inden da er hele klubben dog inviteret på klubtur til Aarhus i oktober, læs mere om det HER.
AF: Thomas Hjermind Jensen / Louis de Voss.