Nyheden er fra HGI Bordtennis
I den forgangne uge har vi, sammen med DBTU/DGI, afviklet et bordtennisstævne for 60+ bordtennisspillere mandag og onsdag i vores hal i FrederiksborgCentret. Der deltog samlet 120 bordtennisspillere fra klubber på hele Sjælland.
Bordtennisstævnet, som afvikledes for 2-mands/kvindehold, blev et tilløbsstykke, hvor 70 bordtennisspillere dystede om præmierne om mandagen i A og B rækkerne med resultatet, at Uffe Petersen og Steffen Noer fra Brønshøj vandt A- rækken og Helge Toldmark og Keld Nørgaard fra Ballerup Bordtennisklub vandt B-rækken
50 andre bordtennisspillere dystede så på de 14 borde om onsdagen i C- og D-rækkerne, hvor der også blev spillet 2 singler og en double i hver holdkamp. C-rækken blev vundet af Jørgen Bisgaard og Jens Nielsen fra Københavns bordtennisklub, og D-rækken af Niels Knudsen og Jørgen Voigt fra Slagelse bordtennisklub.
Med så mange seniorer i bordtennishallen var stemningen høj, og selv om alle bordtennisspillere spiller for at vinde, så er det sociale samvær bl.a. over nogle håndmadder med ligesindede en lige så vigtig grund til at være med.
Der blev ingen 1-præmier til vores egne 60+ bordtennisspillere fra HGI Bordtennis, som måtte spille turnering i stedet for træning, som ellers foregår netop onsdag formiddag fra kl. 10 – 12, hvorefter der er hyggeligt samvær i klublokalet.
Af Jørgen Schultz
HGI Bordtennis
Læs mere om bordtennis for 60+ spillere på www.bat60.dk