50’eren tilbage i hæveautomater efter 5 år

I forbindelse med regeringens udmelding om, at det er godt at have kontanter liggende i mindre beløb i tilfælde af krise, tester kontanthåndterings-virksomheden Nokas, om der er brug for at få 50'eren tilbage i hæveautomaterne.
dato

Nokas har besluttet at teste, om danskerne har brug for 50-kronesedlen igen. Beslutningen kommer i forlængelse af, at danskerne opfordres til at kunne klare sig i cirka tre dage – og kontanter er en del af beredskabet. Hillerød er én af de udvalgte test-byer.

Siden 2019 har der ikke været 50-kronsedler i hæveautomaterne, men de kan nu være på vej tilbage igen, fordi danskerne er blevet opfordret til at have mindre beløb liggende i kroner og sedler i tilfælde af kriser. Det kan være en krise, hvor digitale betalingsmuligheder er ude af drift f.eks. i forbindelse med strømnedbrud eller hacking. Den samme anbefaling, som man har i de øvrige nordiske lande.

Og det er i den forbindelse, at Nokas, som blandt andet er ansvarlig for drift af KONTANTEN og for egne hæveautomater, har følt et ansvar for at gøre mindre sedler mere tilgængelige igen.

”Vi støtter op om regeringens øgede fokus på beredskab, og kontanter udgør en vigtig infrastruktur, hvis de digitale betalingsmetoder svigter.  Derfor er det også helt naturligt for os at se på muligheder og komme med løsninger,” siger administrerende direktør Morten Kierkegaard og fortsætter:

”Det ligger jo lige for at give borgerne mulighed for at hæve mindre sedler, når det nu er dét som Nationalbanken og beredskabsstyrelsen anbefaler, at vi skal have liggende. Men vi er usikre på hvor stort behovet er, så nu afprøver vi på fem forskellige automater fem forskellige steder i landet, og vurderer hvor stor efterspørgslen er, inden vi ruller det ud på hele ATM-flåden.

Automaten, hvor borgere kan hæve 50’ere ligger på Københavnsvej 31.

De andre fire automater findes her:

Vindinge: KONTANTEN, Vindingaard Center                       

Esbjerg: KONTANTEN, Tarphagevej 59

København: KONTANTEN, Linnesgade 17, ved Torvehallerne

Aalborg: KONTANTEN, Hobrovej 452                                                                             

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.