Engageret farmaceut til klinisk farmaci og patientsikkerhed på Nordsjællands Hospital

dato

Brænder du for det kliniknære, for at øge patientsikkerheden og vil du være med til at bidrage til udviklingen af klinisk farmaci på Nordsjællands Hospital?

Så træd i fodsporene på vores dygtige farmaceut, Amalie, som desværre forlader os til fordel for en tur til Sydamerika…

Går du med tanker om at prøve kræfter med klinisk farmaci, eller udbygge din kliniske erfaring med direkte patientkontakt, så er her en unik mulighed for at bidrage til en tryg medicinoplevelse for patienter og personale på Nordsjællands Hospital.

I hverdagen understøtter du enhedens arbejde med udvikling af kliniknære ydelser, og indgår i arbejdet omkring kvalitetssikring og udvikling af medicinservice og medicinmanagement i tæt samarbejde med både farmaceut- og farmakonomkollegaer.

Patientnært arbejde med fokus på kvalitet og udvikling
I Akutafdelingen består dit arbejde i at optage og validere medicinanamneser gennem patientsamtaler samt at udføre medicingennemgange. Du bliver en del af en farmaceutgruppe med store ambitioner. I Akutafdelingen dækker vi vagter på samtlige af årets dage fra kl. 8-17.

Du vil endvidere komme til at kvalitetssikre vores arbejde med medicinservice, som indebærer vejledning i korrekt brug og håndtering af medicin, sikring af rationel farmakoterapi, og det logistiske indenfor levering af medicin til hospitalets medicinrum. På Nordsjællands Hospital har vi farmakonomer, der varetager medicinmanagement, som er dispensering og administration af medicin under indlæggelse og ved udskrivelse samt medicinudskrivelsessamtaler.

Vi tilbyder:

  • En spændende stilling, der rummer arbejdsopgaver fordelt mellem klinikarbejde i Akutafdelingen, kvalitetssikring og udvikling af medicinservice og medicinmanagement
  • Grundig oplæring og kvalificering til de forskellige arbejdsopgaver
  • Indflydelse på eget jobindhold med rig mulighed for at påvirke udviklingen i enheden og arbejdet som klinikfarmaceut
  • Gode, engagerede og fagligt dygtige kollegaer, som prioriterer samarbejde højt
  • Et godt arbejdsfællesskab, hvor vi lægger vægt på gensidig anerkendelse og at have det sjovt
Vi arbejder målrettet med trivsel. For os betyder det, at ledere og medarbejdere har et ansvar for, at hver dag bliver en god dag, og at vi alle trives, når vi går på arbejde. Vi arbejder med værdibaseret ledelse ud fra værdierne: Tillid, Åbenhed, Helhedssyn og Professionalisme. I dagligdagen betyder det, at vi stoler på hinanden, at vi lytter til hinanden i en åben og ærlig dialog, at vi tager ansvar for fællesskabet, og at vi lægger vægt på høj kvalitet i vores arbejde.

Vi søger en personlig og faglig profil, der:

  • Gerne har erfaring med patientnær klinisk farmaci
  • Brænder for at varetage og udvikle klinisk farmaci
  • Har en åben tilgang til mødet med patienten
  • Er udadvendt, serviceorienteret og god til at skabe relationer på tværs af faggrupper
  • Har mod på at indgå i dialog med læger og øvrigt sundhedspersonale om patientens medicinering
  • Arbejder proaktivt, opsøgende og på forkant med, hvad der rør sig på afdelingerne
  • Trives med forandringer, tager initiativ og er løsningsorienteret
  • Er kvalitetsbevidst og har lyst til at arbejde med forbedring af medicinhåndtering og medicineringsprocesser
Vores hverdag er dynamisk, det betyder, at vores arbejdsopgaver justeres løbende efter afdelingernes behov. Det er derfor centralt, at du trives med forandringer. Dine arbejdsopgaver er tæt på det kliniske personale og patienterne, og du tager aktivt del i patienternes indlæggelsesforløb med patienten i fokus.

Mere om Apoteksenhed Nord
Enheden ledes af en chef og 2 afdelingsledere. Vi er 8 farmaceuter og 18 farmakonomer, som udfører apoteksarbejdet hver dag på hospitalets forskellige lokationer (Hillerød, Frederikssund og Helsingør). Du vil på sigt få ansvaret for et eller flere specialer, hvor du i samarbejde med en farmakonom sikrer et rationelt medicinforbrug i specialet og indgå i et kontinuerligt kvalitets- og udviklingsarbejde omkring de enkelte ydelser sammen med afdelingernes personale.

Løn- og ansættelsesvilkår:

  • Overenskomst i henhold til Pharmadanmark
  • Arbejdssted er på Nordsjællands Hospital, fortrinsvis på Hillerød Hospital
  • 37-timers arbejdsuge med fleks-ordning
  • Ansættelse 1. februar 2026 eller snarest derefter
  • Blandede vagter, som indebærer arbejde ca. hver 8. weekend og 1-2 helligdage om året
  • Arbejdstiden ligger mellem kl. 7 og 18, oftest fra kl. 8 til 15.30
Lyder det som noget for dig?
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte: afdelingsleder, farmaceut Ditte Carlsen Lehtonen på tlf. 4829 3719 eller chef for klinisk farmaci, farmaceut, Dorte Langhoff på tlf. 4829 7304.

Du kan læse mere om apoteket: Her

Ansøgningsfristen er onsdag den 21. januar 2026. Vi holder ansættelsessamtaler løbende. Ansøgning og CV sendes online via linket her på siden.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hillerød Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Region Hovedstadens Apotek, Dyrehave , 3400 Hillerød

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/cc7a464e-9461-4de6-b365-d91e73a416fb

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet