Revisor blev burgerboss: Købte og genoplivede konkursramt burgerbar i Hillerød

Foto: Bøff Burgerbar.
Profilbillede
dato

I 2019 købte Søren Hall Hviid Larsen Hillerøds populære burgerrestaurant Rumbles, der nu går under navnet Bøff Burgerbar. Men vejen til hillerødanernes burger-hjerter var snoet og fuld af overraskelser.

I 2019 købte Søren Hall Hviid Larsen den populære men konkursramte burgerkæde Rumbles, der har restaurant i Hillerød. Nu har han byttet titlen som revisor ud med titlen som restaurantindehaver, og det sidste halvandet år har han kæmpet for at få forretningen på Frederiksgade op at stå på benene.

Som nogle hillerødanere kan have bemærket, skiftede burgerkæden navn til Bøff Burgerbar i 2021. Udgangspunktet var at strømline forretningen for at forbedre kundeoplevelsen. Et stort fokus har været på at få styr på kædens udseende og procedurer, så restauranternes gæster får samme gode oplevelse ved hvert besøg.

"Da jeg købte restauranten i 2019, var der ikke styr på basisforretningen. Der var ingen generelle retningslinjer og procedurer, og budgetterne sejlede. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at kæden skulle være mit næste væksteventyr. Man kan godt sige, at jeg havde forelsket mig i restauranten, som jeg ikke kunne give slip på," fortæller Søren.

Fra ti til hundrede procents ejerskab
Egentlig lå det aldrig i kortene, at Søren skulle eje en burgerkæde.

Året var 2018, da han første gang mødte de to unge ildsjæle bag burgerkæden Rumbles. Søren arbejdede fuldtid i eget revisionsselskab, og burgerkædens indehavere havde kritisk brug for rådgivning om budgettering og udgiftsstyring.

På kort tid forelskede han sig i kæden og dens potentiale, og i 2019 købte han derfor ti procent af forretningens ejerandele.

Det førte til et kritisk vendepunkt i Sørens karriere, da Rumbles i 2019 gik konkurs.

"Jeg så muligheden for at redde noget stort, og derfor købte jeg restaurantkædens aktiver med henblik på at drive forretningen videre. Jeg har ikke fortrudt beslutningen på noget tidspunkt, men det har været og er fortsat en hård kamp at få forretningen op at køre," siger Søren Hall Hviid Larsen, der i dag er ansvarlig for alt fra medarbejderhåndtering og økonomi til vareindkøb hos Bøff Burgerbar.

Forventer sorte tal på bundlinjen i 2021
Bøff Burgerbars nye identitet er startskuddet på et år, hvor Søren regner med at vende underskud til overskud. Her er Sørens evner fra faget som revisor helt afgørende.

– Siden 2019 er salget på restauranterne steget med næsten 50 procent. Samtidig har vi stort fokus på udgiftsstyring, procesoptimering og andre projekter, der skal gøre forretningen mere effektiv og eftertragtet. Min baggrund som revisor er en klar fordel, da det giver mig de redskaber, jeg har brug for, for at få forretningen op at køre, afslutter Søren Hall Hviid Larsen.

Kilde: Epicent.dk