Uddannet pædagog søges til specialklasserække på Kompetencecenter Grønnevang, Hillerød

dato

Kompetencecenter Grønnevang (KCG) søger en uddannet pædagog til vores specialklasserække fra 6. til 9. årgang. Målgruppen er elever med generelle indlæringsvanskeligheder med behov for konkret og praksisnær undervisning i alle fag tilpasset den enkelte elevs niveau.

Om KCG
KCG er en del af Grønnevang Skole og har ca. 100 elever i to specialklasserækker. Den ene klasserække er for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, den anden for elever med tale-læse-sprog-vanskeligheder. Der er i KCG desuden en læse-skrive-teknologikursus- og vejlederfunktion, der ligesom specialklasserækkerne er et specialpædagogisk tilbud til alle folkeskoler i Hillerød og i andre kommuner. Eleverne i Kompetencecentret er kendetegnet ved at være i komplicerede læringssituationer og have sammensatte vanskeligheder. Undervisningen tager således udgangspunkt i elevernes kompetencer og potentialer. Vi har gode fysiske rammer for både elever og personale i en renoveret skole og et godt kollegialt miljø, hvor vi glæder os til at tage imod dig.

Om Grønnevang Skole
Grønnevang Skole ligger på flere matrikler og er både i KCG og i almenskolen opdelt i 0. til 5. årgang og 6. til 9. årgang. Det understøtter vores mulighed for at skabe et specialiseret børne- og ungemiljø. Vi har samlet omkring 700 elever. Grønnevang Skole ligger i Hillerød i naturskønne og åbne omgivelser nær St. Dyrehave og med gode offentlige transportforbindelser.

Om stillingen
Som pædagog i KCG bliver du en del af et klasseteam og indgår således i et tæt samarbejde om at udvikle elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer ud fra den enkelte elevs forudsætninger. Du indgår på lige fod med resten af teamet i vores skole-hjemsamarbejde og vil være den primære kontaktlærer/pædagog for en gruppe elever.

Stillingen er på 34,25 t/uge fordelt over 42 uger med en arbejdstid, der typisk ligger mellem kl. 7.50 og 16.00. Du kan også blive ansat 37 timer/ugentligt, så har du ud over opgaven i KCG også timer i vores klubtilbud for elever i 3.-5. kl. en eftermiddag om ugen

Om dig

  • Du er uddannet pædagog, og du er bevidst om - og kan sætte ord på dine pædagogfaglige kompetencer
  • Du har erfaring inden for specialområdet og/eller har forudsætninger for - og lyst til at arbejde med elever, der har brug for særlig hensyntagen og støtte i deres udvikling
  • Du tager udgangspunkt i et ressourcesyn hos elever, forældre og kolleger
  • Du er optaget af, at den enkelte elev opnår succeser i dagligdagen
  • Du kan sætte mål og lave indsatser for at skabe trivsel hos den enkelte elev og for elevgruppen, ligesom du er optaget af at udvikle et godt klassemiljø
  • Du kan indgå i et tværfagligt samarbejde med lærerne i den faglige undervisning, og du sætter dine særlige pædagogfaglige kompetencer i spil
  • For dig er refleksion over egen og andres praksis en selvfølge
  • Du bidrager til et godt og tæt skole-hjemsamarbejde

Ansættelsesvilkår
Stillingen er med ansættelse 1. maj 2026 eller hurtigst muligt.

Har du spørgsmål,
er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Signe Gylling på telefon 72 32 73 60 eller på mail siggy@hillerod.dk.

Når du sender din ansøgning, skal den sendes elektronisk, og der skal indgå CV og relevante eksamensbeviser og evt. relevante udtalelser.

Ansøgningsfrist
Mandag den 16. marts 2026 kl. 9.00.
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 13.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hillerød Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Grønnevang Skole, Jespervej, 3400 Hillerød

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-03-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/46980a6a-52b5-4809-8204-89a2880d6969

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet