En 25-årig mand er blevet frifundet for uagtsomt manddrab i en sag, hvor et forældrepar mistede livet i en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse
Retten i Hillerød har i dag afsagt dom i en sag om en trafikulykke med dødelig udgang, hvor en 25-årig mand fra Hillerød var tiltalt.
Den 25-årige var blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab, idet Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi havde vurderet, at den 25-åriges gentagne hensynsløse handlinger og tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på ulykkesdagen den 6. juli 2024 betød, at han kunne gøres ansvarlig for, at forældreparret mistede livet, også selvom han ikke var den, som kørte frontalt ind i deres bil.
Men det var retten ikke enig i. Den 25-årige blev frikendt for uagtsomt manddrab, men kendt skyldig i 15 tilfælde af hastighedsoverskridelser på strækningen mellem Ågade i København og Hillerødmotorvejens forlængelse.
For det blev han idømt fængsel i ni måneder samt en bøde på 26.000 kroner. Han frakendes også kørekortet i 10 år, ligesom hans bil konfiskeres. Den 25-årige har endvidere fået en advarsel om udvisning af Danmark.
- Jeg vil nu nærlæse dommens præmisser og herefter drøfte spørgsmålet om anke med Statsadvokaten, siger anklager Dersim Bicen fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
Ud over forældreparret mistede også en 32-årig mand, der kørte om kap med den 25-årige, livet.
Den 25-årige valgte at betænkningstid i forhold til en eventuel anke.