En 88-årig kvinde fra Hillerød blev i går mellem klokken 13.15 og 14.15 offer for kontaktbedrageri. Kvinden blev først ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra hendes bank. Kort tid efter dukkede en anden mand op på kvindens bopæl.
Kvinden udleverede smykker, to betalingskort og rede penge til manden, der beskrives som cirka 22 år gammel, 175 cm høj, blond og iført en blå vindjakke samt lyse joggingbukser. Kort efter blev der hævet to store beløb fra kvindens konto.
Gerningsmanden i telefonen talte dansk uden dialekt. Politiet arbejder nu på sagen og opfordrer borgere til at være opmærksomme på lignende svindelnumre.