En 90-årig kvinde bosat på Slangerupgade i Hillerød blev torsdag klokken 11 udsat for bedrageri. Kvinden blev kontaktet telefonisk af en mand, der udgav sig for at være fra Arbejdernes Landsbank. Manden oplyste, at kvinden skulle have et nyt dankort, og at en person ville komme forbi for at afhente hendes nuværende kort.
Senere dukkede en mand op og afhentede kvindens dankort. Kvinden beskriver manden som værende mellem 50-59 år gammel, cirka 175 cm høj, med almindelig kropsbygning og skaldet. Han var iført en T-shirt og lyseblå cowboybukser.
Efterfølgende blev der hævet et større beløb fra kvindens konto. Politiet efterforsker nu sagen.