En 90-årig kvinde i Hillerød modtog torsdag omkring klokken 12 et opkald fra en person, der kaldte sig »Ellen Koefoed, Midt- og Vestsjællands Politi«. Kvinden fik at vide, at hun var blevet udsat for svindel, og blev bedt om at bruge sit MitID.
Kvinden mente, at hun kun havde givet sit brugernavn og sin adgangskode til gerningspersonen. Bedragerne forsøgte at oprette et lån i hendes navn, men det lykkedes ikke.
Kvinden blev vejledt om hurtigst muligt at få spærret sine kort og eventuelt få hjælp fra familie eller pårørende.
Kilde: Nordsjællands Politi