Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Rat stjålet fra bil, Virum
Rattet fra en BMW, som holdt på Parcelvej er mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 07.15 blevet stjålet. Tyven har brudt en dørlås på bilen op for at skaffe sig adgang.
Indbrud i fodklinik, Fredensborg
Mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen har der været indbrud i en fodklinik i Jernbanegade. Tyven har sparket døren til klinikken op og har stjålet en bærbær pc. Indbruddet blev anmeldt klokken 07.37.
Groft hærværk på skole, Ålsgårde
Flere bænke og et bordtennisbord er mellem søndag og mandag blevet ødelagt ved en skole på Nordre Strandvej. Hærværket blev anmeldt torsdag morgen klokken 08.09.
Airbag og gps stjålet, Holte
En airbag, gps og frontpanel er mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 07.50 blevet stjålet fra en BMW, som holdt på Skovmindevej. Det er uvist, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.
Brand i motorrum, Kgs. Lyngby
Torsdag morgen klokken 08.40 udbrød der brand i motorrummet på en lastbil. Chaufføren konstaterede under kørslen, at flere advarselslamper lyste og kørte herefter ind ved Storkereden på Helsingørmotorvejen. Førerhuset udbrændte, men ilden spredte sig ikke til andre lastbilen ligesom der heller ikke er melding om personskade.
Spritbilist standset, Gørløse
En 26-årig mand fra Skævinge blev torsdag formiddag klokken 10.34 standset på Roskildevej. Her viste en alkometertest, at mandens promille var højere end den tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og kør til hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige promille.
Lampe stjålet, Hillerød
Fra Tingstedet Antik & Genbrug i Slotsgade er der torsdag formiddag klokken 10.40 stjålet en lampe. Tyven beskrives som en mand, østeuropæisk af udseende, 50-60 år, 180 cm høj, kort gråt hår iført gul skjorte og mørkeblå dunjakke.
Biltyv uden kørekort, Kgs Lyngby
Torsdag eftermiddag klokken 12.15 blev en 26-årig mand fra Roskilde standset på Klampenborgvej. Her blev han sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt sin førerret, ligesom han blev sigtet for brugstyveri, da den bil, som kan kørte i, viste sig at være stjålet.
Færdselsuheld, Græsted
Klokken 14.05 blev det anmeldt, at der var sket et solofærdselsuheld på Tulstrupvej i krydset ved Ny Mårumvej, idet en personbil var kørt i grøften. Føreren blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få kontrolleret sine skader.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om færdselsuheldet.
Tyveri fra personbil, Kgs. Lyngby
Klokken 14.59 blev det anmeldt, at der blandt andet var blevet stjålet en bærbar computer fra en bil, der havde holdt parkeret i et p-hus på Nørgaardsvej imellem klokken 13.14 og klokken 13.50.
Tyveri fra lomme, Hillerød
Klokken 15.20 anmeldte en 47-årig kvinde fra Hillerød, at hun imellem klokken 13.15 og klokken 13.45 havde mistet sin mobiltelefon, da hun havde været i Føtex i Slangerupgade. En mand havde stødt ind i kvinden, da hun stod ved kasselinjen, og kvinden mistænkte, at han havde stjålet den. Manden beskrives som: Mand, dansk af udseende, 40-45 år gammel, 180-185 cm høj, fedladen af bygning, lys i huden, skaldet, iført orange arbejdstøj. Talte dansk.
Mistænkeligt forhold, Virum
Klokken 17.00 blev det anmeldt fra en bolig på Furesøvej, at en fremmed person havde ringet på døren klokken 14.15 og påstået at være udsendt for et større dansk dagblad. Dagbladet skulle være i gang med at lave en rundspørge omhandlende, om der var mange indbrud i området, og efter at have stillet nogle spørgsmål, forlod den fremmede person stedet igen.
Efter nogle timer vurderede bopælens beboere, at forholdet var så mistænkeligt, at de hellere måtte melde det til politiet, og Nordsjællands Politi er ganske enige i, at hændelsen var mistænkelig.
Den fremmede person beskrives som: kvinde, dansk af udseende, 25 år gammel, 170 cm høj, kraftig af bygning, lys i huden, med brunt hår. Talte dansk.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
Klokken 18.34 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld på Skovbrynet i krydset til Brede, idet to personbiler var kørt sammen. En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren af den ene bil, en 21-årig mand fra Virum, blev sigtet for en vigepligtsforseelse.
Der skete umiddelbart ingen personskade ved færdselsuheldet, ligesom de materielle skader også var begrænsede.
Tyveri fra personbil, Holte
Klokken 19.54 blev det anmeldt, at der imellem klokken 08.30 og 18.00 var blevet stjålet rat, airbag og indbygget GPS-system fra en BMW personbil, der havde holdt parkeret på Elledamsvej.
Brand, Hillerød
Klokken 20.45 blev det anmeldt, at det brændte ved U/NORD Kursuscenter. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik styr på ilden, der var løs i en bunke med flamingo-plast.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Birkerød
Klokken 21.38 blev en 31-årig mand med ukendt adresse visiteret på en p-plads på Nordvanggårdsvej. Han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvorfor han blev sigtet for at have været i besiddelse af dette.
Mistænkeligt forhold, Virum
En borger anmeldte klokken 23.02, at fire personer gik rundt på Frugthegnet og kiggede ind i de huse på vejen, hvor der var mørkt. Derudover kiggede de også ind i en personbil, som holdt parkeret på stedet. Da personerne opdagede borgeren, løb de over til en mørk Volkswagen Polo, satte sig ind og kørte i retning mod Virumvej.
En patrulje kørte til området for at lede efter de fire personer, men det var ikke muligt at udfinde dem.
Narkokørsel, Hillerød
På Tulstrupvej standsede en patrulje klokken 00.45 en 22-årig udenlandsk mandlig bilist. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.
Indbrudsudsigten udgår i dag.