Døgnrapporten i Hillerød: tirsdag den 31. august

Profilbillede
dato

Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud i skur, Fredensborg

Mellem fredag klokken 12.00 og mandag klokken 07.30 var der indbrud i et træskur tilhørende et boligselskab på Rosenvænget. Ukendte gerningspersoner skar bagvæggen på skuret op, og herefter stjal de værktøj samt flere havemaskiner. 

Indbrud i forretning, Hillerød

Mellem lørdag klokken 14.30 og mandag klokken 09.30 tiltvang en ukendt gerningsperson sig adgang til en forretning på Helsingørgade ved at opbryde et vindue. Fra stedet blev der stjålet kontanter.

Færdselsuheld, Humlebæk

En 44-årig kvindelig bilist fra Helsingør kørte klokken 10.52 ad Bakkegårdsvej i nordlig retning, hvor hun foretog et venstresving ind på Fredensborgvej i vestlig retning. Hun blev i den forbindelse påkørt af en 77-årig mandlig bilist fra Nivå, som kom kørende ad Fredensborgvej i vestlig retning. 

En patrulje kørte til stedet, hvor den 44-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Grundet bilernes placering måtte trafikken en overgang dirigeres, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade.

Brand i kælder, Frederiksværk

Klokken 12.30 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en kælder på Hermannsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var kraftig røgudvikling fra kælderen. Alle beboere i opgangen var kommet ud, og slukningsarbejdet blev igangsat.

Branden formodes at være opstået grundet tilslutning af et forkert kabel til en vaskemaskine, og en beboer på stedet blev på baggrund deraf sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Konstruktivt ændret knallert, Frederiksværk

En patrulje standsede klokken 13.30 en 17-årig ung mandlig knallertfører fra Frederiksværk på Sportsvej, idet de ud fra hans kørsel havde en formodning om, at knallerten var blevet konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end det tilladte. Den 17-årige blev sigtet for forholdet, og knallerten skal nu gennem undersøgelser for at fastslå de konstruktive ændringer. 

Hærværk, Hørsholm

Mens en bil holdt parkeret ved Hørsholm Midtpunkt, blev den udsat for hærværk, idet en ukendt gerningsperson i tidsrummet 12.45-14.00 påførte bilen tre ridser og et kryds i lakken på passagersiden.

Mistænkeligt forhold, Charlottenlund

Klokken 15.52 anmeldte et forbipasserende vidne, at en kvinde uretmæssigt var ved at tømme en velgørenhedsorganisations tøjcontainer som stod ved Ordrup Station. En patrulje blev sendt til området, men kvinden blev desværre ikke udfundet.

Kørsel uden førerret i påvirket tilstand, Skibby

Klokken 18.25 blev en 26-årig mandlig varevognsfører fra Randers standset og kontrolleret på en p-plads på Hovedgaden. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at føre køretøjet, hvorfor han blev sigtet for at gøre dette alligevel. Derudover fik han narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Kørsel uden førerret, Fredensborg

Klokken 21.08 blev en 63-årig mandlig bilist fra Fredensborg standset og kontrolleret på Fredensborg Kongevej. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for at gøre det alligevel.

Kørsel uden førerret, Fredensborg

Klokken 21.46 blev en 28-årig mandlig bilist uden fast adresse standset og kontrolleret på Fredensborg Kongevej. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for at gøre det alligevel.

Kørsel uden førerret i påvirket tilstand, Helsingør

Klokken 23.42 blev en 31-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Kongevejen. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at føre bilen, hvorfor han blev sigtet for at gøre dette alligevel. Derudover fik han narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Sluttelig viste det sig, at manden var eftersøgt til fogedretten, hvorfor han blev anholdt.

Brand, Tikøb

Klokken 00.10 blev det anmeldt, at det brændte i et hus på Enebærvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte måtte arbejde på stedet i omtrent tre timer. Der skete ingen personskade ved branden, hvis årsag endnu ikke har været mulig at konstatere.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds den 30.-31. august 2021
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi