BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du jurist med relevant erfaring, kan du søge en konstitution som dommer ved Retten i Hillerød med tiltrædelse den 1. marts 2025. Det er en uddannelseskonstitution med et intenst og fokuseret forløb på fire måneder, hvor du selvstændigt udfylder rollen som dommer. Du modtager undervejs personlig vejledning fra to af rettens dommere i forhold til dine faglige og personlige kompetencer.
Det er muligt at søge lignende konstitutioner ved retterne i Aalborg, Kolding, Odense og Næstved, samt Københavns Byret og Retten på Frederiksberg.
Om konstitutionsforløbet
Konstitutionsforløbet indledes med et introduktionsforløb sammen med de øvrige konstituerede byretsdommere. Herefter får du, hvad der svarer til ca. 75 pct. af en dommers sager, og du vil hurtigt komme til selvstændigt at beklæde retten som dommer flere dage om ugen. Det tilstræbes, at du kommer til at behandle både civile sager og straffesager, samt at du kommer til at deltage i en 3-dommersag eller en nævningesag.
Under konstitutionen følges du tæt af to dommere i hver to måneder. De vil løbende evaluere din afvikling af retsmøder og udformning af skriftlige arbejder samt give dig konkret og konstruktiv feedback i forhold til dine faglige og personlige kompetencer. Du får således en enestående mulighed for daglig sparring med en erfaren dommer.
Ved afslutningen af konstitutionen får du en samlet udtalelse fra byretspræsidenten vedrørende en række af dine personlige og faglige kompetencer samt en vurdering af din egnethed som dommer.
Du kan læse mere om Retten i Hillerød her.
Kvalifikationer
Det er en forudsætning for konstitution, at du har bestået den juridiske kandidateksamen.
Målgruppen for byretskonstitutionerne er ansatte ved domstolene samt eksterne, herunder advokater, der ønsker at få indblik i arbejdet som byretsdommer. Forløbet er primært rettet mod dig, der har 5-10 års relevant juridisk erhvervserfaring eller har gennemført en landsretskonstitution, men ikke er ansat varigt ved domstolene.
Det er afgørende, at du har de kvalifikationer, der skal til for at beklæde retten på egen hånd. Der er således en forventning om, at du:
- har særdeles gode teoretiske kvalifikationer
- er parat til at træffe beslutninger af stor betydning
- kan arbejde selvstændigt og har gennemslagskraft
- har gode kommunikationsevner både mundtligt og skriftligt
- er åben for at tilegne dig ny viden samt at få feedback
- er interesseret i samfundsforhold
- udviser respekt og ordentlighed i din kommunikation og omgang med andre.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse i stillingen er midlertidig og sker på overenskomstvilkår medmindre ansøgeren i forvejen er tjenestemand.
Stillingen er placeret i lønramme 38. Til stillingen er endvidere knyttet et ikke-pensionsgivende personligt tillæg. Den samlede løn udgør for tiden 66.715 kr. pr. måned ekskl. pension (1. april 2024-niveau).
Til overenskomstansatte ydes derudover et pensionsbidrag på 17,1 pct. af lønrammelønnen.
Der kan udbetales udstationeringsgodtgørelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Eventuel godtgørelse vil blive beskattet efter de gældende regler.
Ansøgning
Du søger stillingen elektronisk på www.domstol.dk under ”Job”. Hvis du søger flere af byretskonstitutionerne, skal de søges enkeltvis. Du bedes i så fald angive i dine ansøgninger, hvilke stillinger du har søgt, samt angive en prioriteret rækkefølge heraf.
Du bedes vedhæfte curriculum vitae, afsluttende bachelor- og kandidatbevis, der angiver karakterer og karaktergennemsnit, samt eventuel landsretsudtalelse. Derudover bedes du vedhæfte et vellignende digitalt foto. Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 23. september 2024.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Dommerudnævnelsesrådets sekretær, Barbette Hjelmborg, på tlf. 24 62 83 39 eller til Asger Weber, Domstolsstyrelsens HR-center, på tlf. 23 32 27 66.
Dommerudnævnelsesrådet forventes at træffe beslutning om, hvilke ansøgere der indstilles til alle de opslåede byretskonstitutioner i uddannelsesøjemed på rådets møde den 24. oktober 2024. Indstillingerne vil blive offentliggjort ved en pressemeddelelse den 25. oktober 2025 kl. 14. De indstillede ansøgere orienteres telefonisk mellem kl. 13 og kl. 13.30.
Dommerudnævnelsesrådet afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger. Yderligere oplysninger om rådet findes på www.dommerudnaevnelsesraadet.dk. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger her.
Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingerne uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hillerød Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Domstolsstyrelsen, Amagerfælledvej, 2300 København S
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6105688