Lærer til kunstfag

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Grundtvigs Højskole i Hillerød søger højskolelærer til kunstfag  

Med tiltræden 1/1-2024

Da vores kunstlærer ønsker at gå ned i tid, søger vi en højskolelærer til vores hovedfag i kunst (p.t. kaldt Maleri) samt mulighed for at undervise i andre fag. 

Vi forventer, at du brænder for kunst og forstår at formidle kunsten til både ambitiøse elever og nybegynderen på et kvalificeret grundlag.  

Som kunstlærer er du drivkraften i at udvikle kunstlinjen. Du får stor frihed til vælge emner og undervisningsform, men altid med målet for øje: at bidrage til dét, vi som højskole er fælles om; livs- og folkelig oplysning samt demokratisk dannelse. 

Som højskolelærer vil du desuden indgå i kostskolearbejdet og samværet med elever, arbejde med et dygtigt og engageret team af kollegaer samt være med til at arrangere og afvikle temaweekender/-uger og studieture. 

Undervisning
Undervisningen ligger normalt fordelt på 18 uger om efteråret og 22 uger om foråret med indlagte friuger undervejs. Derudover vil du skulle undervise 1-2 uger på korte kurser om sommeren. 

Lange kurser
På vores lange kurser er eleverne normalt mellem 18 og 27 år. Kunst er et gennemgående hovedfag (A-fag) og har en uges studietur pr. halvår.  

Eleverne har vidt forskellig baggrund: nogle vælger kunst, fordi de har ambitioner om at søge ind på en kunstuddannelse. Andre, fordi de er interesserede i kunst i mere bred forstand og gerne vil arbejde kreativt efter mange år på skolebænken.
Den pædagogiske opgave er, at der skal være plads til alle, og alle skal kunne lære. 

Korte kurser
Om sommeren har højskolen ugekurser fra ca. uge 25-32, hvor målgruppen er voksne. Du skal indgå i disse kurser normalt 1-2 uger pr. år, alt afhængig af ansættelseskvote. Som udgangspunkt skal du være ansvarsholder for mindst ét kursus. 

Forudsætninger
Vi forventer, at du har en relevant kunstnerisk uddannelse og gerne undervisningserfaring.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til højskole eller andre frie skoleformer. (Og så kan vi heller aldrig få nok, som kan akkompagnere på klaver) 

Ansættelsesform
Ansættelsen er som højskolelærer. Dette indebærer ud over undervisning også deltagelse i lærermøder, kostskolearbejde med elever og jourhavende-forpligtigelser samt aften- og weekendvagter.  

Stillingen kan besættes som 60-100% stilling afhængigt af ønsker og kvalifikationer. Undervisningen ligger som udgangspunkt fordelt på ca. 40 uger om året, og alt afhængigt af kvote har du mulighed for at få mindst en ugentlig fridag. 

Løn
Månedslønnen følger Lønbekendtgørelse nr. 140 af 10/2-2016 og ligger for en fuldtidslærer afhængigt af (undervisnings)anciennitet med en indplacering mellem løntrin 1 på 30.139,12 kr. til løntrin 4 på 35.935,11 kr. samt yderligere et kostskoletillæg på 1.516,62 kr. Hertil kommer 17,1 % pension.
Der er evt. mulighed for tjenestebolig. 

Ansøgning
Din ansøgning skal bestå af et samlet dokument med en skriftlig ansøgning på max. én A4-side og CV og referencer på max. én A4-side.   

Derudover ser vi gerne, at du sender en særskilt A4-side med en beskrivelse af, hvad du vil lave og undervise i i kunstfaget, og hvordan faget vil kunne folde sig ud i praksis.   

Ansøgningen modtages senest 23. oktober pr. mail til job@grundtvigs.dk med emnet “Ansøgning kunstlærer” 

Samtaler
Der afholdes samtaler i løbet af uge 44 og 45. 

Tiltræden
Den 1. januar 2024. Elevholdet starter 8. januar. 

Kort om Grundtvigs 
Højskolen blev grundlagt i 1856 og ligger i dag i Hillerød. Eleverne sammensætter deres skema ud fra mere end 30 fag. Livet på Grundtvigs byder på et inkluderende fællesskab der, udover undervisning, indeholder alt fra fællessang, badeture, filmaftener og fester, tømmermænd, brætspil, foredrag, koncerter, afslapning og meget mere. 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hillerød Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

GRUNDTVIGS HØJSKOLE FREDERIKSBORG, Frederiksværksgade, 3400 Hillerød

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5916479

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet