Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Hillerød - fredag den 23. juli

Profilbillede
dato

Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Mand sigtet for flere indbrud, Kokkedal, Helsingør og Helsinge

Klokken 07.48 blev det anmeldt, at der mellem onsdag klokken 17.15 og torsdag klokken 05.15 havde været indbrud i Stark ved Kokkedal Industripark. I gerningstidsrummet havde to gerningspersoner skåret porten op ind til forretningen, og fra stedet stjal de en mængde elektrisk værktøj. Herefter forlod de gerningsstedet i en varebil.

 

Grundet oplysninger i sagen kunne Nordsjællands Politi senere på dagen anholde og sigte en 27-årig mand for forholdet på en adresse i Helsingør. Han blev derudover også sigtet for indbrud i Johannes Fog natten til den 22. juli, hvor der blev stjålet et større antal gasflasker samt for et indbrud på en campingplads i Hornbæk, hvor der også blev stjålet et antal gasflasker.

 

Den 27-årige mand fremstilles fredag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.

 

Anmeldelse om svømmer i mulig nød, Snekkersten

Der indløb klokken 07.48 anmeldelse om, at en 52-årig kvinde fra Helsingør var svømmet ud fra stranden nær Snekkersten Havn, og at hun efterfølgende var forsvundet ud af syne og derfor formentlig var kommet lang ud på havet. Politi og Forsvaret eftersøgnings- og redningstjeneste blev sendt til stedet, og kort efter kunne kvinden ses på afstand, og der blev derefter etableret kontakt med hende. Hun kom ind i god behold, og redningsindsatsen afsluttedes derfor.

 

Tricktyveri, Hellerup

En 22-årig mand fra Hillerød anmeldte klokken 09.34, at han klokken 05.30 var blevet udsat for tricktyveri. Han var på gerningstidspunktet kommet gående fra Hellerup Station mod Philip Højmanns Alle med et net indeholdende hans computer i hånden, da to udenlandske mænd i en udenlandsk indregistreret Toyota Corolla tog kontakt til ham for at spørge om vej. Føreren af bilen steg ud og viste den unge mand sin telefon, og kort efter skyndte føreren sig tilbage til bilen. Samtidig opdagede den 22-årige, at hans net med computer, som han havde stillet på jorden under samtalen, var væk. Da han prøvede at gøre mændene opmærksomme på dette, kørte de fra stedet i ukendt retning. 

 

Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse intet signalement af de to mænd. 

 

Skænderi om parkering, Hillerød

En patrulje kørte klokken 09.54 til Hillerød Station, hvor der var opstået en uoverensstemmelse mellem en taxachauffør og en 21-årig mandlig bilist fra Solrød Strand, da sidstnævnte havde parkeret på taxaholdepladsen på stedet. Ved patruljens ankomst blev der mæglet mellem parterne, og de blev efterfølgende sendt hver til sit. 

 

Hærværk, Hellerup

Klokken 10.04 blev det anmeldt, at der mellem onsdag klokken 20.00 og torsdag klokken 08.00 var blevet udøvet hærværk på en bil, mens den stod parkeret på Rebekkavej. Hærværket bestod i at taget på højre forreste side af bilen havde fået en dyb bule samt en mindre bule midt på. 

 

Mand forsøgte at skaffe oplysninger om alarm i hus, Frederikssund

En 54-årig mand fra Frederikssund anmeldte klokken 10.50, at han klokken 10.20 var blevet ringet op af en mand, som oplyste, at han ringede som led i en forbrugerundersøgelse også derfor gerne ville have flere oplysninger om forhold angående den 54-åriges bolig, herunder om der var alarm på stedet. Efter samtalen blev den 54-årige mistænksom over opkaldet, og han forsøgte derfor at ringe tilbage til det telefonnummer, som opkaldet var kommet fra. Han fik den melding, at telefonnummeret ikke længere var i brug, og det formodes derfor, at opkaldet var et forsøg på skaffe oplysninger om eventuelle alarmsystemer i boligen.

 

Nordsjællands Politi opfordrer til, at borgere, som måtte modtage tilsvarende opkald, ikke udleverer oplysninger om alarmer og eventuelle værdigenstande på adressen. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Tyveri af pung, Birkerød

En 85-årig kvinde fra Holte anmeldte klokken 12.10, at hun klokken 11.30 havde stået på Hovedgaden foran en butik og talt med en bekendt. I den forbindelse havde en ukendt gerningsperson stjålet hendes pung, som lå i hendes taske, som stod på jorden under samtalen. Pungen indeholdt diverse kort og kontanter.

 

Anmeldelse om muligt stenkast fra bro, Farum

Der indløb klokken 12.25 anmeldelse om, at en bil klokken 12.10 havde passeret en gangbro på Hillerødmotorvejen syd for afkørsel 10 ved Farum, da en genstand ramte bilens forrude. Patruljer kørte til stedet og foretog afspærring af motorvejen i nordgående retning, mens der pågik undersøgelser af forholdet, herunder blandt andet med patruljehunde. 

 

Der blev i den forbindelse ikke gjort nogen fund, som skulle kunne fastslå, at der havde været tale om et stenkast. Der var ikke på noget tidspunkt en farlig situation i relation til hændelsen, og det kan ikke udelukkes, at der kunne være tale om et stenslag.  

 

Forsøg på bedrageri, Hellerup

Der indløb klokken 13.08 anmeldelse om, at en mand kort forinden på Shell på Kildegårdsvej havde forsøgt at returnere en liter motorolie, som manden dog ikke havde betalt for. Det lykkedes ham ikke at returnere varen, hvorefter han kørte fra stedet i retning mod København i en bil med stjålne nummerplader. Københavns politikreds blev derfor anmodet om at lede efter føreren og bilen. 

 

En patrulje fra Nordsjællands Politi blev klokken 14.45 opmærksom på bilen på Motorring 3 ud for afkørslen ved Nybrovej og bragte den derfor til standsning. Her blev føreren af bilen, en 38-årig mand fra Kgs. Lyngby, anholdt og sigtet for blandt andet forsøg på bedrageri og tyveri af nummerplader. 

 

Færdselsuheld, Gentofte

I et kryds på Jægersborg Alle skete der klokken 13.36 et færdselsuheld, da en 56-årig mandlig cyklist fra Gentofte blev påkørt af en 29-årig mandlig bilist fra Gentofte. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade.

 

Bilisten blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt samt for at køre bil, selvom o han var frakendt førerretten.

 

Kørsel uden førerret, Frederiksværk

På Søfrydvej standsede en patrulje klokken 14.08 en 40-årig mandlig bilist fra Frederiksværk og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han dog ikke efterkomme, idet han ikke havde generhvervet sin førerret, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Blufærdighedskrænkelse, Hornbæk

Klokken 15.26 blev det anmeldt, at der femten-tyve minutter tidligere havde været et tilfælde af blufærdighedskrænkelse, idet en mand havde blottet sig for en kvinde på Nordre Strandvej og var kommet med tilnærmelser til hende. Kvinden afviste disse og bad manden forsvinde, hvilket han gjorde.

 

Manden beskrives som: dansk af udseende, 30-40 år, 180-185 cm, almindelig af bygning, lys i huden, men solbrændt, kort brunt hår med vigende tindinger samt mørke øjne. Iført løse sorte shorts, grå T-shirt med tekst på brystet og bar to guldringe på hver sin hånd.

 

Tyveri fra personbil, Hornbæk

En ukendt gerningsperson havde omkring klokken 15.20 foretaget indstigning i en personbil, som holdt parkeret på Nordre Strandvej ved Hornbæk Plantage. Indstigningen var sket ved, at gerningspersonen havde knust forreste rude i førersiden, og fra bilen blev der stjålet kørekort, pas og kontanter.

 

Tyveri fra autocamper, Humlebæk

Mellem klokke n12.00 og 16.00 havde en ukendt gerningsperson via et vindue tiltvunget sig adgang til en autocamper, som stod parkeret på Gl. Strandvej nær Louisiana. Fra bilen blev der stjålet et kamera. 

 

Tyveri fra personbil, Dronningmølle

Mellem klokken 15.45 og 16.00 var en siderude i en bil, som holdt parkeret på Villingebæk Strandvej, blevet knust. Ved anmeldelsestidspunktet var der endnu ikke overblik over, hvad der eventuelt var blevet stjålet fra bilen.

 

Mistænkeligt forhold, Helsingør

Der indløb klokken 16.31 anmeldelse om, at en mand forsøgte at skaffe sig adgang til forskellige opgange og lejligheder i området omkring Sct. Olai Gade. En patrulje kørte derfor til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men manden var ikke mulig at udfinde i området. Han var sidst set omkring Stjernegade. 

 

Manden beskrives som: østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 170-180 cm, spinkel af bygning, lys i huden med kort sort hår og sort skæg. Iført lyseblå T-shirt med pastelfarver, sorte bukser og sorte sko med to hvide striber. Medbragte en sort jakke over armen.

 

Tyveri fra personbil, Gilleleje

Mellem klokken 15.00 og 17.00 tiltvang en ukendt gerningsperson sig adgang til en bil, som holdt parkeret på Fejlbergsvej. Fra bilen blev der stjålet to tasker indeholdende blandt andet pas, kamera og en bærbar computer.

 

Foregivelse af offentlig myndighed, Kgs. Lyngby

En 71-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 17.40, at hun kort forinden havde modtaget et opkald fra en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Manden fortalte, at der skulle være blevet optaget et lån i kvindens navn, men inden han nåede at sige mere, bad kvinden ham om at legitimere sig. Dette fik manden til at lægge røret på, hvorfor han ikke havde held med sit foretagende. 

 

Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed for at lokke personlige oplysninger ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Vejvrede, Skibby

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 18.58, var en 51-årig mand fra Holbæk-området kvarters tid forinden kommet kørende ad Nordvejen, da en sort Volkswagen Golf trak ud lige foran ham. Han dyttede derfor af føreren, som til svar begyndte at bremse ned foran ham. Den 51-årige dyttede igen, hvorefter føreren af den anden bil standsede op og sammen med en passager begyndte at slå og sparke på den 51-åriges bil. Han skyndte sig derfor at køre fra stedet.

 

Føreren af bilen beskrives som: mand. Yderligere kendetegn: tatoveringer på armene. Iført grøn trøje med guldskrift.
Passageren af bilen beskrives som: mand, kronraget/skaldet. Yderligere kendetegn: tatoveret. Iført hvid T-shirt.

 

Kørsel uden førerret, Helsingør

En 18-årig kvindelig bilist fra Helsingør blev klokken 19.00 standset af en patrulje på Kongevejen. Her blev hun bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket hun dog ikke kunne efterkomme, idet hun ikke havde erhvervet sig et sådant. Hun blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Bedrageri, Helsinge

En 68-årig kvinde fra Helsinge anmeldte klokken 19.11, at hun klokken 16.37 havde modtaget en opringning fra en mand, om udgav sig for at være ansat i en bank. Han oplyste kvinden om, at hendes konto var blevet hacket, og at hun skulle lægge sine kreditkort og koder i en kuvert, som en bankansat ville afhente på hendes adresse. En mand dukkede efterfølgende op og tog kuverten med. Inden kvinden nåede at fatte mistanke, var der blevet hævet et pengebeløb fra hendes konto. 

 

Manden beskrives som: ca. 25 år, ca. 180 cm, almindelig af bygning, lys i huden, men solbrændt, og med kort sort hår. Iført sort trøje og sorte bukser. Talte dansk.

 

Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet udsat for lignende forhold, hvor personer forsøger at lokke personlige oplysninger ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Anmeldelse om ræs, Frederikssund

På toppen af Sillebroen kørte en bil ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 20.07, ræs på toppen af Sillebroen. En patrulje kørte derfor til stedet for at tage kontakt til føreren, men denne var i mellemtiden kørt fra stedet i ukendt retning. 

 

Spirituskørsel, Farum

Der indløb klokken 20.50 anmeldelse om, at en mand muligvis kørte spirituskørsel på Regimentsvej. En patrulje kørte til området for at lede efter bilisten, og kort efter traf de en 32-årig mandlig bilist fra Holbæk-området, som svarede til beskrivelsen fra anmeldelsen. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og blev derefter kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle spirituspåvirkning.

 

Butikstyveri, Stenløse

Klokken 21.11 anmeldte personalet i Kvickly, at en ung pige blev tilbageholdt i butikken, fordi hun havde puttet en sodavand i sin taske og var gået forbi kasselinjen uden at betale for varen. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor en 12-årig pige fra Ølstykke blev truffet. Idet hun var under den kriminelle lavalder, blev hun ikke sigtet for forholdet, men der blev taget kontakt til hendes forældre samt de sociale myndigheder.

 

Sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, Hillerød

En patrulje standsede klokken 21.40 en bil på Horsevænget. Her blev bilens passager, en 21-årig mand fra Hillerød, fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin og ketamin, hvorfor han blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. 

 

Anmeldelse om ræs, Tisvildeleje

Der indløb klokken 22.34 anmeldelse om, at en Volkswagen Passat og en Skoda Felicia kørte ræs på parkeringspladsen ved Hovedgaden, hvilket skabte fare for de forbipasserende. En patrulje kørte til stedet, men de to biler havde i mellemtiden forladt parkeringspladsen og var heller ikke mulige at udfinde i området efterfølgende.

 

Anmeldelse om ræs, Frederikssund

Klokken 22.39 blev det anmeldt, at fire-fem biler kørte ræs ad Fjordlandsvej i nærheden af Kronprinsesse Marys Bro. En Efterfølgende indløb der også anmeldelse om, at et større antal biler holdt tændt på parkeringspladsen ved tilkørslen til Fjordlandsvej. Patruljer kørte til stedet, men bilerne var i mellemtiden forsvundet, og de blev heller ikke truffet ved en efterfølgende rundering i området.

 

Anmeldelse om ræs, Stenløse

På Stenlillevej skulle der, ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 00.19, blive kørt ræs mellem to Volkswagen Golf personbiler. En patrulje kørte derfor til stedet, men de to biler var imidlertid ikke mulige at udfinde. 

 

Uro og uorden, Frederiksværk

Klokken 00.51 indløb der anmeldelse om, at flere biler holdt på en parkeringsplads Hillerødvej, hvor der blev dyttet og larmet til gene for beboerne i området. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men bilerne var i mellemtiden forsvundet fra stedet, og det var ved en efterfølgende rundering heller ikke muligt at udfinde nogen, som kunne sættes i relation til hændelsen.

 

Mistænkeligt forhold, Humlebæk

Det blev klokken 01.00 anmeldt, at en mand var set på vej ind over hegnet til en bolig på Gl. Strandvej. En patrulje kørte derfor til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men manden var i mellemtiden løbet derfra. Det var heller ikke muligt at udfinde ham ved en efterfølgende rundering i området.

 

Han beskrives som: mand, i 50’erne, østeuropæisk af udseende, skaldet/kronraget og med fremtrædende næse. Iført sort dynejakke uden mærker, løse cowboybukser og kvide Nike-sko.

 

Brand i garage, Vejby

Klokken 01.41 indløb der anmeldelse om brand i en garage på Dyssevænget. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev påbegyndt. Beboerne i det nærliggende hus blev evakueret, og der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med branden.

 

Det var ikke muligt at redde garagen, som udbrændte helt, og det samme gjorde en bil, som havde stået parkeret i garagen.

 

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ukendt.

 

Målrettet færdselsindsats samt en sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Tisvildeleje

Nordsjællands Politi var torsdag aften og natten til fredag til stede i Tisvildeleje for blandt andet at sikre, at afviklingen af Sommersol-arrangementerne afvikledes i god ro og orden. I den forbindelse blev en 33-årig mand fra København anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han udviste aggressiv opførsel over for sine omgivelser på Hovedgaden klokken 02.56.

 

Der blev i Tisvildeleje også foretaget en målrettet færdselsindsats mod spiritus- og narkokørsel, hvor der glædeligvis ikke var anledning til at sigte nogen for dette. En enkelt person blev dog sigtet for manglende brug af sele.

 

Derudover måtte Nordsjællands Politi en overgang afspærre trafikken på Hovedgaden for kørende trafik for at sikre, at der ikke opstod farlige situationer i forbindelse med, at Sommersol-gæsterne forlod stedet.

 

 

Narkokørsel, Bagsværd

På Ring 4 i vestlig retning ud for Langemosevej blev en 28-årig mandlig bilist fra Måløv standset af en patrulje. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Da han derudover også var frakendt førerretten og ved visitation blev fundet i besiddelse af kokain, blev den 28-årige også sigtet for disse forhold.

 

Bilisten blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

 

Konstruktivt ændret knallert, Hillerød

En patrulje standsede på Kannikegade ud for Sdr. Jernbanegade klokken 06.29 en knallert 30 med to personer på, hvoraf passageren ikke havde styrthjelm på. Da knallerten formodedes at være konstruktivt ændret til at kunne høre betragteligt hurtigere end det tilladte, blev den indbragt til yderligere undersøgelser, og knallertføreren, en 16-årig mand fra Hillerød, blev sigtet for forholdet. Han blev derudover også sigtet for at befordre en passager på knallerten.

 

Passageren, en 17-årig mand fra Hillerød, blev sigtet for ikke at bære styrthhjelm under kørslen.

 

Hærværk, Kokkedal

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 06.57, blev otte biler, som holdt parkeret på Egedalsvænge mellem torsdag klokken 15.15 og anmeldelsestidspunktet, udsat for hærværk. De havde alle fået skåret dæk op, formentlig med en kniv.

 

Oversigt over indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 22.-23. juli 2021

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi