Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra varebiler, hele politikredsen
Klokken 07.02 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der fra torsdag klokken 00.05 til torsdag klokken 06.20 havde holdt parkeret på Grønholtvangen i Fredensborg.
En lignende anmeldelse tikkede ind klokken 07.54. Her havde en varebil holdt parkeret på Hasselvej i Virum fra onsdag eftermiddag til torsdag morgen.
Endnu en sådan anmeldelse indløb klokken 07.26. Her havde en varebil holdt parkeret på Bjørn Andersens Vej i Græsted fra onsdag eftermiddag til torsdag morgen.
Også klokken 08.38, 08.59 og 09.06 blev tre lignende forhold anmeldt, idet der i nattens løb var blevet stjålet værktøj fra yderligere tre varebiler, der ligeledes havde holdt parkeret på Bjørn Andersens Vej i Græsted.
Igen klokken 11.08 blev der anmeldt tyveri af værktøj fra en parkeret varebil, denne gang i Gentofte. Varebilen havde i dette tilfælde holdt parkeret på Nybrovej fra onsdag eftermiddag til torsdag klokken 11.00.
Klokken 11.51 indløb der så en anmeldelse fra Hørsholm om, at der i nattens løb var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret på Birkeparken.
Spirituskørsel, Helsinge
Klokken 07.14 blev en 43-årig mand fra Helsinge, som sad bag rattet på en varebil kørende på Skolegade, standset og kontrolleret. Her fik han alkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og kørt med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promile.
Derudover viste det sig også, at manden var frakendt kørekortet, hvorfor han også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Tyveri fra byggeplads, Værløse
Klokken 07.43 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 14.00 og torsdag klokken 06.00 var blevet stjålet en pladevibrator fra en byggeplads på Bymidten.
Mistænkeligt forhold, Græsted
Klokken 09.41 anmeldte en beboer i Esrum Park, at han fem minutter forinden havde overrasket en fremmed mand i boligens have. Da beboeren spurgte den fremmede om hans forehavende, fortalte han, at han ledte efter en vej, men beboeren vidste dog, at der ikke eksisterede en vej i området med det pågældende navn. Den fremmede mand forsvandt efterfølgende ad Ålykkevej.
En patrulje blev sendt til området, men den fremmede mand blev ikke udfundet.
Manden beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 40-50 år, 168 cm høj, almindelig af bygning. Havde overskæg og var iført mørkt tøj, muligvis en dunjakke, jeans og en hue.
Anmeldelser om personer på isen, hele politikredsen
Klokken 11.20 blev det anmeldt, at otte-ni børn rendte rundt på isen ved Søhøj Park i Ølstykke. Anmelder havde påtalt det for børnene, men disse var ligeglade, hvorfor en patrulje blev sendt til stedet, hvor fem drenge i 13-års-alderen af patruljen blev fortalt, at de ikke må opholde sig på isen.
I løbet af eftermiddagen kom der lignende anmeldelser fra Søllerød Sø, Gentofte Sø, søen ved Dr. Mølle Strandvej og Villingebæk Strandvej, Furesø, Birkerød Sø, Teglgårdssøen og Gurresø, og i alle tilfælde måtte en patrulje bruge tid på at køre forbi. I nogle tilfælde blev personerne kaldt ind fra isen, mens personerne i andre tilfælde havde forladt isen ved patruljens ankomst.
Nordsjællands Politi minder – nok engang – om, at det er ulovligt at færdes på isen, medmindre kommunerne har kontrolleret isens tykkelse og opsat særlig skiltning om muligheden for færdsel på isen.
Bedrageri, Snekkersten
Klokken 12.09 blev det anmeldt fra Føtex Food i Snekkersten, at en person havde indfundet sig onsdag aften omkring klokken 21.00 og spillet på Oddset for flere tusinde kroner uden i første omgang at betale for kuponerne. Da det sidenhen viste sig, at væddemålene ikke gik hjem, forlod manden butikken uden at have betalt for sine spil.
Manden beskrives som: Mand, 20-25 år gammel, spinkel af bygning, med sort kort hår. Talte dansk. Var iført et sort mundbind.
Brand, Birkerød
Klokken 12.14 blev det anmeldt, at der var en mindre brand i gang på Stavnsholt Gydevej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte hurtigt fik slukket branden.
Branden var opstået, idet en udendørs lyspære havde været tildækket af tæpper og en presenning i forbindelse med, at beboerne ville undgå frost i nogle vandrør, hvilket havde ført til brandens opståen. En beboer på adressen blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Fandt soft-gun, Helsingør
En 19-årig kvinde fra Frederikssund kontaktede torsdag eftermiddag klokken 16.00 politiet og fortalte, at hun havde opdaget en pistol, der lå på Rasmus Knudsens Vej. En patrulje kørte til stedet og hentede pistolen, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være en soft-gun.
Tyveri fra bil, Hellerup
Fra en Mercedes, der holdt på Bernstorffsvej, er der torsdag mellem klokken 14.00 og 16.30 stjålet en rygsæk, der blandt andet indeholdt en tablet. Tyven skaffede sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.
Nøgle og bil stjålet, Hellerup
Ved et indbrud i en lejlighed på Skt. Lukas Vej er der mellem klokken 13.00 og 17.40 torsdag eftermiddag stjålet en pung med diverse kreditkort og en bilnøgle. Tyven har efterfølgende benyttet bilnøglen til at stjæle en bil. I forbindelse med tyveriet er der set en 50-60-årig dansk mand med lyst hår. Han var iført hue, usoigneret og lugtede af alkohol.
Spritbilist kørte galt, Kgs. Lyngby
En 24-årig mand fra Kokkedal kørte torsdag aften klokken 19.28 galt på Helsingørmotorvejen. Manden mistede herredømmet over sin bil, da han var i færd med at overhale en medtrafikant, og ramte autoværnet. En alkometertest viste, at den 24-åriges promille var højere end den tilladte og der blev endvidere fundet en mindre mængde hash i bilen. Manden kom ikke umiddelbart til skade ved uheldet, men blev kørt til tjek på hospitalet, hvor han også fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige promille samt, hvorvidt han også var narkopåvirket.Kørte bil i frakendelsestiden, Fredensborg
Torsdag aften klokken 18.05 kørte en 38-årig mand fra Snekkersten i bil ad Helsingørsvej, selvom han var frakendt førerretten. Manden blev sigtet for forholdet.Kørte uden kørekort, Allerød
En 28-årig mand fra Kokkedal blev torsdag aften klokken 19.54 sigtet for at køre bil, selvom han ikke havde generhvervet sit kørekort. Manden blev standset, da han kørte på Hillerødmotorvejen.29-årig sigtet for vold, Hillerød
Torsdag aften blev en 29-årig mand fra Fredensborg sigtet for vold. Manden havde ifølge anmeldelsen spyttet på en 19-årig ung kvinde og slået en 16-årig ung mand med knytnæve på kæben. Forud for episoden havde den 29-årige opført sig truende og haft fat i en af de to unges kammerater, og det var da de spurgte den 29-årige til den episode, at han henholdsvis spyttede og slog dem. Episoden skete klokken 20.55.15-årig var i besiddelse af hash, Frederikssund
En 15-årig ung mand blev torsdag aften sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. Den unge mand blev sammen med en 15-årig ung kvinde truffet på Damgårdsvej af en patrulje. De unges forældre blev orienteret om hændelsen.Var i besiddelse af kokain, Nivå
En 26-årig mand fra Nørresundby blev torsdag aften klokken 21.25 sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde kokain. Manden blev truffet i en bil ved Islandshøjparken.Mand vakte mistanke, Charlottenlund
En mand vakte omkring klokken 23.00 torsdag aften mistanke, da han kom ud af et hus på Holmegårdsvej med en stol, som han satte ind i en hvid Mercedes varebil og kørte fra stedet. Et vidne, som så manden, kontaktede politiet og en patrulje blev sendt til stedet. Efter at have kørt rundt i området i et stykke tid, måtte patruljen dog konstatere, at hverken manden eller bilen var til at finde.Sigtet for narkokørsel, Humlebæk
En 27-årig mand fra Nivå blev klokken 04.09 natten til fredag standset, da han kom kørende ad Teglgårdsvej. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af hash. Den 27-årige blev derfor sigtet for narkokørsel og taget med for at få taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesniveau.Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi den 4.-5. februar 2021