Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra varebil, Tisvildeleje
Klokken 07.31 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret på Tibirkebro fra tirsdag aften klokken 21.00 til onsdag morgen klokken 07.00.
Tyveri fra lastbil, Kgs. Lyngby
Klokken 08.10 anmeldte en lastbilchauffør, hvis lastbil havde holdt på Storkereden, at en ukendt gerningsperson havde været inde i lastbilen og stjæle fire bradepander, imens lastbilchaufføren netop havde ligget i lastbilen og sovet.
Vold, Skibby
Klokken 08.26 blev det anmeldt, at en ældre mand var blevet slået af en fremmed mand i Aldi, efter den ældre mand havde bedt den fremmede mand om at holde større afstand jævnfør corona-retningslinjerne. Den ældre mand fik umiddelbart blandt andet et åbent sår på albuen samt en hjernerystelse, mens den formodede gerningsmand forlod butikken. En ambulance og en patrulje blev sendt til stedet, og efter noget efterforskning blev den formodede gerningsmand, en 48-årig mand fra Skibby, senere på formiddagen anholdt på sin adresse og sigtet for vold.
Forsøg på indbrud, Smørum
Klokken 08.55 blev det anmeldt fra Smørum Kirke, at der imellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen havde været et forsøg på indbrud i kirkens værksted/udhus, idet en metallåge var brækket op, ligesom garageporten var forsøgt opbrudt.
Kørsel uden førerret, Hillerød
Klokken 09.20 blev en 80-årig mandlig bilist fra Gilleleje standset og kontrolleret på en p-plads på Herredsvejen. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom hans førerret var blevet administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for forholdet.
Butikstyveri, Helsingør
Klokken 12.50 anmeldte centervagten fra Helsingør Bycenter, at de stod med en butikstyv, der havde stjålet for cirka 100 kroner i Normal. Da butikstyven var under 18 år gammel blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 16-årig kvinde fra Hundested blev sigtet for forholdet, ligesom de relevante voksne blev informeret om episoden.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Frederikssund
Klokken 13.45 blev en gruppe mænd antruffet på et grønt område bag hospitalet. På den ene, en 20-årig mand fra Frederikssund, blev der fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for forholdet.
Tyveri fra varebil, Stenløse
Klokken 13.58 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 17.00 og mandag klokken 06.30 var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret på en p-plads på Tokevej.
Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby
Klokken 14.16 blev en 64-årig mandlig bilist standset og kontrolleret i krydset Nybrovej/Kulhusvej. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for det dette. Da det samtidig var tredje gang inden for tre år, at manden blev sigtet for dette, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.
Mistænkelig mand i maskinhus
Skævinge: En ung mand vakte tirsdag aften klokken 18.35 mistanke, da han blev opdaget i et maskinhus på Kildevej. Manden forlod kort efter stedet og beskrives som 20-25 år, spinkel af bygning, skandinavisk af udseende, hvid i huden med kort, brunt hår, iført mørke bukser og sort dunjakke, dansktalende.
Sigtet for husfredskrænkelse
Helsingør: Tre unge mænd i alderen 16- 21 år fra Valby og Espergærde blev tirsdag aften sigtet for husfredskrænkelse idet de via et vindue havde skaffet sig adgang til et værelse på Hotel Sleep2Night.
Dæk skåret op
Helsingør: Mellem mandag klokken 17.00 og tirsdag klokken 14.00 er alle fire dæk på en Opel, der holdt i Folehaven, blevet skåret op af en ukendt gerningsmand. Hærværket blev anmeldt tirsdag aften klokken 19.43
Mand tog fat i ung kvinde
Kgs. Lyngby: En mand tog tirsdag aften klokken 20.00 fat i en ung kvinde, der kom gående ad Agnetevej. Det lykkedes den 15-årige unge kvinde at vriste sig fri af manden, der beskrives som 175-180 cm høj, almindelig af bygning, iført sorte bukser, sorte sko, sort jakke og sort mundbind. Nordsjællands Politi vil gerne tale med manden for at få klarlagt hans intentioner.
Blev bedt om at skrue ned
Rungsted Kyst: En patrulje kørte klokken 00.06 ud til en bolig på Bøgebakken, hvor der blev spillet så høj musik, at det var til ulempe for de omkringboende. Beboeren blev bedt om at skrue ned, så det blev nattero i området.
Ridser i lakken
Skibby: En bil, som holdt på Skuldelevvej, har lidt efter midnat onsdag været udsat for hærværk, da ukendte gerningsmand har ridset i bilens lak fra fordør til bagdør på bilens ene side.
Mand kørte galt
Hellebæk: En 27-årig mand fra Helsingør kørte klokken 01.51 galt på Nordre Strandvej. Uheldet skete formentlig på grund af for høj fart. Manden måtte efter uheldet frigøres fra køretøjet og blev kørt til hospitalet for at få behandlet sine skader.
Formodede indbrudstyve anholdt
Skodsborg: Tre mænd blev natten til onsdag anholdt og sigtet for indbrud i en villa på Skodsborg Strandvej. Her anmeldte en beboer klokken 02.21, at man havde overrasket en tyv i sin bolig, og at man på overvågning kunne se to øvrige mænd uden for villaen. De tre mænd flygtede fra stedet i bil, men blev ikke lang tid efter standset af en patrulje, som var blevet sendt til området for at lede efter mændene. De tre mænd passede så godt på det signalement, som politiet havde fået, at de blev anholdt, sigtet for indbruddet og taget med til yderligere afhøring på politigården.
Beboerens hurtige henvendelse til os og gode oplysninger om signalement var med til at sikre, at det lykkedes at fange de formodede gerningsmænd. Du kan også hjælpe, hvis du overværer et indbrud eller ser noget mistænkeligt. Hvis indbruddet er i gang så ring 1-1-2. Hvis du i stedet ser noget mistænkeligt så ring til os på 1-1-4. Læg gerne mærke til, hvordan tyven ser ud: Højde, hårfarve, tøj, evt. transportmiddel, redskaber og/eller medbragte tasker/rygsække er vigtige informationer, når vi skal finde tyven.
Falsk alarm
Frederikssund: Det viste sig at være falsk alarm, da både en gaslarm og en kuliltealarm klokken 03.59 natten til onsdag gik i gang på Bøgealle. Beboerne forlod bygningen og herefter gennemgik brandvæsenet bygningen med målere, der konstaterede, at hverken havde været gas- eller kulilteudslip.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 26. – 27. januar 2021