Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Hillerød - onsdag den 6. januar

Profilbillede
dato

Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Kørsel uden førerret, Hørsholm

Klokken 12.00 blev en 44-årig mandlig bilist fra Rungsted Kyst standset og kontrolleret på Usserød Kongevej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.

 

Tyveri fra personbil, Værløse

Klokken 13.40 blev det anmeldt, at ruden i venstre bagdør på en personbil var blevet knust imellem klokken 12.15 til 13.35, imens bilen havde holdt parkeret på en p-plads på Skovlystvej nær Hareskoven. Fra bilens kabine var der blevet stjålet tre tasker med indhold.

 

Hærværk, Slangerup

Klokken 14.24 blev det anmeldt fra Slangerup Kirke, at toilettet ved kapellet havde været udsat for hærværk imellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 10.30, hvor blandt andet en håndvask samt et stort spejl var blevet knust.

 

Uro og uorden, Kgs. Lyngby

Klokken 17.08 blev det annmeldt, at en gruppe unge mennesker opholdt sig i en parkeringskælder på Jernbanepladsen, hvor de chikanerede andre mennesker, som befandt sig i parkeringskælderen, og formentlig røg hash. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf syv unge mennesker i alderen 14-16 år. Her var det dog ikke muligt at fastslå, at der var hændt noget kriminelt, men de unge fik alle registreret deres generalia, inden de blev bedt om at forlade stedet.

 

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 18.11, havde en mand klokken 18.00 ringet på dørtelefonen til en bolig på Lyngby Hovedgade og præsenteret sig som værende fra PostNord. Manden blev lukket ind i opgangen, men da han ikke efterfølgende dukkede op ved hoveddøren hos den 22-årige mandlige anmelder, gik denne ned til opgangsdøren for at kigge efter ham. Her stod tre ukendte mænd, og da anmelderen spurgte, om han kunne hjælpe dem med noget, løb de fra stedet.

De tre mænd beskrives som: mørkklædte og iført store sorte dunjakker. En af mændene var af udenlandsk udseende, 18-35 år og talte et uidentificeret fremmedsprog.

 

Besiddelse af euforiserende stoffer, Fredensborg, Humlebæk og Espergærde

En patrulje bemærkede klokken 19.00 en bil, som holdt parkeret på en rasteplads på Stenholtsvej i Fredensborg. I bilen sad to personer, hvoraf den ene, en 20-årig mand fra Hillerød, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, idet der blev fundet en mindre mængde hash samt en joint ved ransagning i bilen.

På Humlebæk Strandvej i Humlebæk over for kirken bemærkede en patrulje klokken 20.19 et køretøj, hvori der sad en person. Patruljen henvendte sig til personen, en 18-årig mand fra Helsingør, og han blev ved visitation fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Det modtog han derfor en sigtelse for.

En patrulje blev klokken 20.40 opmærksom på en bil, som holdt parkeret bag Circle K på Hovvej i Espergærde, hvori der sad en person. Patruljen henvendte sig til personen, en 37-årig mand uden kendt adresse, og han blev ved visitation fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for. 

Narkohunden Vaks fandt ved den lejlighed også frem til en mindre mængde hash, som lå smidt på jorden i nærheden. Det blev efterfølgende taget med på politistationen med henblik på destruktion.

 

Kørsel uden førerret, Allerød

En 32-årig mandlig bilist fra Allerød blev klokken 20.55 standset af en patrulje på Frederiksborgvej, hvor han blev bedt om at fremvise et gyldigt kørekort. Dette kunne manden imidlertid ikke efterkomme, idet han ikke havde erhvervet sig førerret til bilen. Idet manden havde lånt køretøjet, blev ejeren af bilen efterfølgende sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden førerret.

 

Narkokørsel, Frederiksværk

På Posthustorvet standsede en patrulje klokken 21.28 et køretøj. Her erkendte føreren af bilen, en 18-årig mand fra Frederiksværk, at han havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. 

Der venter nu svar fra en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

 

Mand i telefon bad om udlevering af personlig data, Kgs. Lyngby

En 30-årig mand fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 22.40, at han kort forinden havde modtaget en opringning fra en mand, som påstod at være ansat hos en velkendt betalingsserviceudbyder. Ifølge manden arbejdede han sammen med politiet i en sag, hvor der skulle være foretaget et lån i den 30-årige anmelders navn, og at pengene skulle være overført til en mistænkelig konto. Derfor var det ifølge den ukendte mand nødvendigt med en afhøring af den 30-årige over telefonen. Den 30-årige mand oplyste, at han ville foretrække at møde op til afhøring på en politistation, men dette blev afvist af den ukendte mand med begrundelse i Covid-19-restriktionerne. 

Den ukendte mand bad herefter den 30-årige om at bekræfte sin identitet med cpr-nummer. Dette nægtede anmelder dog at oplyse over telefon, hvilket fik den ukendte mand til at true ham med en sigtelse for overtrædelse af persondataloven, hvorefter den ukendte mand smed røret på.

Nordsjællands Politi opfordrer borgerne til ikke at udlevere personlige oplysninger af den karakter til ukendte personer og over telefonen, og der skal lyde stor ros til den snarrådige anmelder for ikke at have gjort dette.

 

Målrettet færdselsindsats, Hillerød

Nordsjællands Politi foretog kort efter midnat en målrettet færdselsindsats med fokus på færdselslovens §77 på Herredsvejen ved rundkørslen nær McDonalds. Ni køretøjer blev standset, og glædeligvis var der ikke grundlag for nogen sigtelser. 

 

Indbrud i værksted, Frederikssund

Klokken 01.55 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i en virksomheds værksted på Elsenbakken. En patrulje kørte til stedet, hvor det dog ikke var muligt at udfinde de formodede gerningspersoner. Patruljen kunne konstatere, at de ukendte gerningspersoner havde tiltvunget sig adgang til stedet ved at opbryde en dør.

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande. 

 

Spiritus- og narkokørsel, Gørløse

En 44-årig mandlig billist fra Hillerød blev klokken 04.17 standset af en patrulje på Hovedvejen ved Lystrupvej. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Et narkometer viste også, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han modtog derfor også en sigtelse for narkokørsel. 

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle spiritus- og narkopåvirkning.

 
Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi