Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Butikstyveri, Rungsted Kyst
Klokken 10.30 blev det anmeldt, at to personer, hvoraf den ene var under den kriminelle lavalder, havde stjålet varer fra Aldi på Bolbrovej. En patrulje kørte til stedet, hvor den ene person, en 50-årig kvinde fra Rungsted Kyst, blev sigtet for butikstyveriet. Grundet den anden persons unge alder blev der taget kontakt til de sociale myndigheder for at informere om episoden.
Arbejdsulykke, Skibby
Klokken 12.05 indløb der anmeldelse om, at der var sket en arbejdsulykke på Hammertoften, idet en mand var faldet ned fra et stillads med alvorlig personskade til følge. En patrulje kørte til stedet, ligesom en ambulance blev sendt dertil for at transportere manden til behandling for sin skader på hospitalet. Arbejdstilsynet blev af politiet orienteret om hændelsen.
Færdselsuheld, Charlottenlund
En 17-årig mandlig bilist fra Klampenborg kørte klokken 13.19 ad Fredensvej i sydgående retning, hvor han drejede til venstre i krydset ved Jægersborg Alle og påkørte en 54-årig kvindelig fodgænger fra Hørsholm. Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men fodgængeren blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. En patrulje, som var blevet sendt til stedet, sigtede den 17-årige bilist for ikke at have overholdt sin vigepligt samt for at køre øvelseskørsel uden ledsager.
Sigtet for besiddelse af hash, Frederikssund
En 15-årig ung mand fra Frederikssund blev mandag eftermiddag klokken 17.45 sigtet for at være i besiddelse af hash med henblik på videresalg. Den 15-årige blev truffet på Heimdalsvej.
Nøgler stjålet fra bil, Dronningmølle
Klokken 19.02 blev det anmeldt, at der mellem klokken 12.00 og 13.30 var blevet stjålet et nøglebundt, en vest, solbriller og hovedtelefoner fra en bil, som havde været parkeret på Strandkrogen. Tyven knuste en rude for at skaffe sig adgang.
Mænd vakte mistanke, Skævinge
Tre mænd i en udenlandsk indregistreret varevogn vakte mandag aften omkring klokken 19.30 mistanke hos en borger, som så bilen med mændene køre ad Industrivej. En patrulje kørte til området og fik kontakt til bilen og de tre mænd, og det viste sig, at deres ærinde i området var helt lovligt.
Blev narret til at udlevere hævekort og pinkode, Helsinge
Klokken 21,06 blev det anmeldt, at en 88-årig kvinde fra Helsinge tidligere på dagen var blevet narret til at aflevere sit hævekort og pinkode. Kvinden var omkring klokken 15 blevet ringet op af en person, som udgav sig for at være fra en bank. Personen påstod, at kvindens konto var blevet hacket og fortalte, at banken ville sende en person ud til kvinden for at hendes hævekort og pinkode. Et stykke tid senere mødte en mand op på den 88-åriges adresse og hentede kvindens hævekort og pinkode, og det blev senere konstateret, at der var hævet et større beløb fra kvindens konto. Manden beskrives som 20-25 år, 180 cm høj med sort krøllet hår og mørke øjne, iført en blå trøje.
Nordsjællands Politi advarer på det kraftigste imod, at man udleverer sit hævekort, pinkoder, nem-id eller andre lignede oplysninger til andre. Heller ikke selvom de udgiver sig for at være fra en bank, politiet eller andre virksomheder eller myndigheder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed eller virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.
Havde joint på sig, Hillerød
En 17-årig ung mand blev klokken 21.46 truffet af en patrulje ved Hillerød Bibliotek. Den unge mand var tydeligt påvirket af hash og havde også en joint på sig. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Tyveri fra byggeplads, Vedbæk
Klokken 03.15 natten til tirsdag blev det anmeldt, at der mellem mandag klokken 16.00 og frem til anmeldelsestidspunktet var blevet stjålet diverse værktøj og kabler fra en byggeplads på Egtoftevej.
Kørte uden kørekort, Nivå
En 25-årig mand fra Helsingør blev klokken 03.45 standset da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret.