Nyt fra Hillerød i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Cyklist guidet væk fra motorvejen, Værløse

Mandag morgen klokken 07,49 kontaktede flere bilister politiet og fortalte, at en cyklist kørte på Hillerødmotorvejen. En patrulje kørte til stedet og fik guidet cyklisten væk fra motorvejen.

 

Rat stjålet fra bil, Charlottenlund

Mellem søndag aften og mandag morgen klokken 07.45 er der stjålet et rat fra en Porsche, som holdt på Ellinorsvej. Det er uvist, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.

 

Værktøj stjålet, Helsinge

Mellem fredag eftermiddag og mandag morgen klokken 06.20 er der stjålet diverse værktøj fra Lysmatic Facader på Tofte Industri. Tyveriet blev anmeldt klokken 08.25, og tyven er kommet ind ved at bryde et vindue op.

 

Hærværk mod knallert, Skibby

En knallert, som stod på Selsøvej har i weekenden været udsat for hærværk, Knallerten har blandt andet fået skåret sædet op. Hærværket blev anmeldt mandag formiddag klokken 10.15.

 

Fandt hash i p-hus, Frederikssund

Mandag formiddag snusede en narkohund sig frem til nogle salgsposer med hash, som var gemt i p-huset ved Sillebroen. Narkohunden var på stedet i forbindelse med en målrettet aktion mod narkohandel på gadeplan.

 

Tyveri fra byggeplads, Vedbæk

Mellem lørdag eftermiddag og mandag morgen klokken 07.00 er der stjålet diverse byggematerialer og værktøj fra en byggeplads på Rundforbivej. Tyveriet blev anmeldt mandag formiddag klokken 10.58.

 

Tyveri fra bil, Kgs. Lyngby

Mandag mellem klokken 11.50 og 12.50 er der stjålet to tasker med tøj og rejsedokumenter fra en bil, som var parkeret på Ved Fortunen. Tyven har brudt bilens lås op. 

 

Mand ramt af knytnæve, Frederikssund

Klokken 13.10 mandag eftermiddag kontaktede en 47-årig mand fra Frederikssund politiet for at anmelde, at han mellem klokken 02.00 og 02.15 natten til søndag var blevet slået med knytnæve i ansigtet, mens han opholdt sig på The Legens Bar. Her slog en kvinde - ifølge manden - ham uden nogen forudgående kontakt den 47-årige. Kvinden blev efterfølgende sendt væk fra stedet af nogle vagter. Hun beskrives om dansk af udseende, 35 år, 170-175 cm, iført sort overdel.

 

Stjal gasflaske, Gilleleje

En mand kontaktede mandag klokken 14.15 poltiet og fortalte, at gasflasken til hans grille kort forinden var blevet stjålet. En bil var kørt ind i mandens indkørsel på Engen og en ukendt mand var sprunget ud af bilen, havde stjålet gasflasken og var kørt igen. Manden beskrives som ca. 25 år med brunligt fuldskæg og kasket. I bilen var også en ca. 20-årig kvinde.

 

Kabler stjålet, Ølstykke

Mellem søndag eftermiddag og mandag morgen klokken 06.00 er der stjålet kabler til byggestrøm fra en byggeplads på Hampelandsvej. Gerningspersonen har skaffet sig adgang til byggepladsen gennem et hegn.

 

Brandstiftelse, Kgs. Lyngby

Klokken 17.08 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i en lejlighed på Baunehøjvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der sås røg fra vinduerne, og det kunne kort derefter konstateres, at lejligheden var overtændt. Beboerne i opgangen blev straks evakueret, og slukningsarbejdet blev iværksat.

 

Der skete i forbindelse med branden ikke umiddelbart nogen personskade. 

 

Det formodes, at branden var påsat, og en 22-årig mand fra Kgs. Lyngby blev efterfølgende anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse. Han fremstilles tirsdag klokken 13.00 i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. 

 

Konstruktivt ændrede knallerter, Græsted

På en parkeringsplads på Græsted Stationsvej traf en patrulje klokken 17.40 en 35-årig mandlig knallertfører fra Hornbæk. Da hans knallert var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han sigtet for dette forhold. 

 

Også en 15-årig mandlig knallertfører fra Helsingør blev truffet samme sted. Da hans knallert også var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han ligeledes sigtet for dette.

 

Konstruktivt ændret knallert, Gilleleje

En patrulje standsede klokken 18.20 en 15-årig ung mandlig knallertfører fra Gilleleje på Bygaden. Da hans knallert var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han sigtet for dette forhold.

 

Kvinde skabte utryghed, Helsingør

Klokken 18.56 blev det anmeldt, at en kvinde med sin adfærd skabte uro foran en cafe på Stengade, idet hun blandt andet råbte af personalet og gæsterne på stedet. En patrulje kørte dertil og traf her kvinden, en 61-årig fra Fredensborg, som blev bortvist fra stedet.

 

Mand stukket med kniv, Ølstykke

Klokken 21.35 indløb der anmeldelse om, at en 19-årig mand fra Frederikssund var blevet stukket med kniv, mens han befandt sig på Rådhus Alle. Patruljer kørte til området for at lede efter gerningspersonerne, og på baggrund af efterforskning i sagen blev fire personer senere på aftenen anholdt og sigtet for knivoverfaldet. 

 

Der var tale om en 18-årig mand fra Slangerup, en 17-årig mand fra Ølstykke, en 19-årig mand fra Frederikssund samt en 20-årig mand fra Frederikssund. De fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 13.00 ved Retten i Hillerød.  

 

Den forurettede blev efter overfaldet kørt på hospitalet for at blive behandlet for sine skader.

 

Som led i en tryghedsskabende indsats på baggrund af hændelsen er Nordsjællands Politi i dag til stede med den mobile politistation på Torvet fra 10.45 og nogle timer frem, hvor borgerne er velkomne til at komme forbi og tale med politiet.

 

Hærværk, Ølstykke

Klokken 01.03 indløb der anmeldelse om, at der kort forinden var blevet udøvet hærværk mod en butik på Stationstorvet. Hærværket bestod i, at en ukendt gerningsperson havde smadret en rude ind til butikken.

 

Bedrageri, Hillerød

En 75-årig kvinde fra Hillerød anmeldte klokken 02.06, at hun ca. klokken 23.30 var blevet telefonisk kontaktet af en person, som udgav sig for at være fra politiet. Personen forklarede hende, at nogen uretmæssigt havde hævet penge fra hendes konto, hvorefter han fik kvinden til at overføre et større beløb til en af ham oplyst konto. 

 

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi