Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Benzin stjålet, Nærum
Fra en bil, som stod på en p-plads i nærheden af Skyttedal, er der mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen klokken 05.30 stjålet benzin. Tyven har ødelagt dækslet til benzintanken for at skaffe sig adgang til benzinen. Tyveriet blev anmeldt klokken 09.10 torsdag formiddag.
Sigtet for narkokørsel, Ølstykke
Torsdag formiddag klokken 10.10 blev en 23-årig mand standset, da han kom kørende ad Stenbukken i krydset ved Hampelandsvej. Her viste det sig, at manden var påvirket af euforiserede stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel og taget med til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseret for at fastlægge den 23-åriges nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Hund fandt hash, Farum
I forbindelse med en målrettet indsats mod salg af narko på gadeplan var en narkohund torsdag ved middagstid på opgave i Nygårdterrasserne, hvor den fandt en mindre klump hash.
Endte i detentionen, Frederikssund
En 37-årig mand fra København endte torsdag omkring klokken 13 i detentionen. Manden, der var kraftigt beruset befandt sig på Frederikssund Station og påstod, at han var blevet overfaldet, hvilket fik en borger til at kontakte politiet. Da en patrulje kom til stedet og undersøgte sagen nærmere, viste det sig imidlertid, at manden ikke var blevet overfaldet. Han var til gengæld ikke i stand til at tage vare på sig selv, og blev derfor taget med på politigården og sat i detentionen. Han blev løsladt igen klokken 23.10.
Stjal tøj og whiskey, Kgs. Lyngby
En 28-årig mand fra København blev torsdag klokken 13.48 taget for butikstyveri i Føtex på Gasværksvej, hvor han havde stjålet noget tøj og whiskey. Manden blev sigtet for tyveriet.
Stort politiopbud ved skov, Nærum
Torsdag aften fra klokken 17.30 var politiet gennem længere tid massivt til stede i et område ved Nærum Skov, hvor en selvmordstruet borger opholdt sig. Det lykkedes at komme i dialog med borgeren, som efterfølgende blev overgivet til sundhedsvæsenet for at få den nødvendige hjælp.
Blev narret til at udlevere kontokort og koder, Espergærde
En 88-årig kvinde anmeldte klokken 20.08, at hun godt tre timer forinden havde udleveret sit kontokort og koder til en mand, som udgav sig for at være fra en bank. Kvinden havde tidligere på dagen hævet penge i en automat i Espergærdecentret, og blev forud for udleveringen af kontokortet ringet op og fik besked om, at hendes kode tidligere på dagen var blevet afluret. Manden, som hentede kvindens kontokort og koder beskrives som 180 cm høj, ca 50 år, gråhåret, udenlandsk af udseende.
Kørte uden kørekort, Slangerup
Torsdag aften klokken 20.45 blev en 35-årig mand standset, da han kom kørende ad Frederiksborgvej, hvor han havde påkørt en postkasse. Da den 35-årige ikke havde noget kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret.
Sigtet for cykeltyveri, Ølstykke
En 27-årig kvinde og en 44-årig mand fra henholdsvis Ølstykke og Brøndby blev natten til fredag sigtet for cykeltyveri. En borger anmeldte klokken 00.27, at hendes el-cykel tidligere var blevet stjålet på Egedal Station og på baggrund af oplysninger i sagen, fandt politiet frem til de to personer og sigtede dem for tyveriet.
Sigtet for indbrud flere indbrud, Hillerød
Tre unge mænd mellem 16 og 18 år blev klokken 04.48 natten til fredag anholdt og sigtet for umiddelbart forinden at have begået indbrud i henholdsvis Frederiksborg Byskole på Carlsbergvej og 7-Eleven på Københavnsvej. Mændene blev fundet i et skovområde i nærheden og taget med til afhøring på politigården.