Hillerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Lastbil ramte bro, Hillerød
En lastbil kørte mandag kl. 08.01 på Præstevej, hvor den ramte ind i broen, hvor Isterødvej krydser over Præstevej. Ingen kom til skade i uheldet, og det blev vurderet, at det ikke var nødvendigt at lukke broen.
Blev slået i ansigtet, Hillerød
En 23-årig kvinde fra Hillerød blev mandag kl. 11.38 slået i ansigtet af en ukendt person mens hun sad på en bænk ved busterminalen på Søndre Jernbanevej.
Gerningsmanden bliver beskrevet som: Mand, 185 cm høj, 40 år, overvægtig og lys i huden. Han var iført kortærmet ternet skjorte, sorte shorts og runde, gråblå briller. Han medbragte desuden en sort rygsæk.
Harmonikasammenstød, Espergærde
Mandag kl. 12.10 skete der et harmonikasammenstød på Kongevejen, da en 31-årige kvinde fra Hillerød kørte op bag i den forankørende i forbindelse med noget kødannelse. Ingen meldinger om personskade og vejen var åbnet helt op igen kl. 12.41.
Færdselsuheld, Charlottenlund
Anmeldelse kl. 15.32 om en 80-årig mandlig cyklist der var blevet kørt ned kl. 11.40 af en bilist i rundkørslen ved Femvejen i Charlottenlund. Ingen melding om personskade.
Brand i hvepsebo, Slangerup
Anmeldelse kl. 15.49 om brand på Bakkebo i Slangerup efter, at en 49-årig mand havde bekæmpet et hvepsebo med en hvepsespray. Hvepseboet var på loftet med adgang fra et hulrum mellem vindue og træværk. Da den 49-årige benyttede sprayen, sagde det “puf’, og der kom hvidt røg ud fra hvepseboet. Der var røg på loftet og flammer på ca. 30 cm, som manden fik slukket med en vandslange. Brand, Politi og ambulance til stedet. Manden blev tilset efter at have været udsat for en masse røg, men ingen melding om personskade.
Færdselsuheld, Skibby
En 57-årig mand fra Roskilde kørte kl. 16.45 på sin motorcykel i nordlig retning ad Bygaden i Skibby, da han mistede herredømmet over sin motorcykel og væltede. Politi og ambulance til stedet. Området afspærret for trafik. Manden er i kritisk tilstand, og blev bragt til nærmeste hospital. Kl. 18.24 blev der åbnet for trafikken igen.
Sigtet for joint, Gilleleje
En 14-årig ung mand fra Græsted blev kl. 16.46 sigtet for besiddelse af en joint på Strandallé i Gilleleje. Forældre og sociale myndigheder underrettet.
Færdselsuheld, Gentofte
En 49-årig mand fra Charlottenlund skulle svinge til venstre på Jægersborgvej, og derved krydse cykelstien, hvor han kørte ud foran en 51-årig kvindelig cyklist fra Charlottenlund. Kvinden blev bragt til tjek på nærmeste hospital.
Butikstyveri, Hillerød
To kvinder på henholdsvis 35 år og 28 år blev kl. 20.39 sigtet for butikstyveri i Bilka i Slotsarkaderne i Hillerød.
Kørte bil uden kørekort, Stenløse
En 21-årig mand fra Frederikssund blev kl. 20.55 sigtet for at køre bil på Stationspladsen i Stenløse, selvom han ikke havde kørekort.
Kørte bil uden kørekort, Stenløse
En 25-årig mand fra Bøgelunde blev kl. 20.55 sigtet for at køre bil på Stationspladsen i Stenløse, selvom han ikke havde kørekort. Den 25-årige blev endvidere sigtet for besiddelse af en enhånds-betjent foldekniv.
El-værktøj stjålet fra bil, Kgs. Lyngby
Mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen klokken 06 er der stjålet el-værktøj fra en varebil, som stod på S. Willumsens Vej. Det er uvist, hvordan tyven har skaffet sig adgang til værktøjet.