Har du mod på at stå i spidsen for en ambitiøs omstillings- og effektiviseringsdagsorden i Region Østdanmark? Og har du erfaring med programledelse og effektiviseringer i en stor, kompleks organisation, så kan det være dig, vi søger.
Vi står overfor en kæmpe opgave, når vi de kommende år skal være med til at etablere en ny samlet region i Østdanmark, og samtidig sikre udvikling og stabil drift af kerneopgaverne.
Dannelsen af Region Østdanmark er organisatorisk, økonomisk og fagligt Danmarks største fusion. Med sammenlægningen af de to regioner vil der være et potentiale for en mere effektiv organisation og realisering af råderum til at imødekomme effektiviseringskrav i sundhedsreformen og skabe råderum til nye prioriteringer i årene frem.
Region Østdanmark søger nu en erfaren programleder til at stå i spidsen for et omfattende effektiviseringsprogram, som skal understøtte etableringen af den nye region, realisere effektiviseringer og skabe rammerne for at udvikle fremtidens sundhedsvæsen. Vi søger en profil, der kan skabe retning og fremdrift i et komplekst organisatorisk landskab og samle ledere og interessenter om fælles mål. Du skal kunne begå dig sikkert i spændingsfeltet mellem strategi, økonomi, organisation og politik. Samtidig skal du trives med at skabe retning, struktur og fremdrift i en indsats, hvor målsætninger, prioriteringer og løsninger udvikler sig undervejs. Programmet er i fase 0, og den samlede struktur for programmet er ikke fastlagt endnu.
Om stillingen
Som programleder bliver du i tæt samarbejde med økonomidirektøren og stabschefen i Koncern Økonomi, ansvarlig for at opbygge og drive programorganisationen og sikre fremdrift i de analyser, business cases og implementeringsplaner, der skal danne grundlag for regionens samlede effektiviseringsstrategi. Samtidig bliver du en central sparringspartner for ledelsen og får en vigtig rolle i at skabe sammenhæng mellem programmets ambitioner og den konkrete forankring i organisationen.
Du vil blandt andet få ansvar for at:
- etablere og videreudvikle regionens samlede effektiviseringsprogram
- sikre fremdrift, koordinering og sammenhæng på tværs af programmets indsatser
- agere strategisk sparringspartner for direktionen og bidrage til prioriteringer, beslutningsoplæg og opfølgning på programmets fremdrift
- opbygge stærke samarbejdsrelationer på tværs af regionens ledelsesniveauer og organisatoriske enheder
- skabe opbakning til programmets mål og håndtere interessenter med forskellige perspektiver og behov
- lede og repræsentere programmet internt og eksternt og bidrage til en tydelig kommunikation om programmets retning, fremdrift og resultater
- bidrage til at skabe de organisatoriske og kulturelle forandringer, der er nødvendige for at realisere programmets ambitioner og gevinster
Om dig
Du har erfaring med at lede større tværgående programmer eller transformationer i den offentlige sektor og har arbejdet tæt sammen med direktioner og ledelsesgrupper om komplekse udviklings- og forandringsdagsordener.
Derudover forventer vi, at du:
- har 8-10 års erfaring med ledelse af større omstillings- og økonomiske effektiviseringsprogrammer
- har erfaring med at drive organisatoriske forandringer og -udvikling på tværs af store offentlige organisationer
- har erfaring fra en region, statslig styrelse eller anden større offentlig organisation
- har erfaring med samarbejde på direktionsniveau i en politisk styret organisation
- Forstår samspillet mellem strategi, økonomi, styring og organisatorisk implementering
- kan omsætte strategiske ambitioner til konkrete indsatser og skabe fremdrift i implementeringen
- har stærke kompetencer inden for interessenthåndtering og samarbejde på tværs af organisationer og fagligheder
- er en dygtig kommunikator, der kan skabe engagement omkring en fælles retning
- har et stærkt samarbejdsmindset og motiveres af at skabe resultater sammen med andre
- trives med at skabe struktur og retning i situationer, hvor målbilleder og løsninger ikke er fuldt afklarede
Vi tilbyder
Du får mulighed for at stå i spidsen for et program, der kommer til at præge udviklingen af Region Østdanmark i årene fremad. Programmet får en central betydning for regionens evne til at realisere effektiviseringer, skabe råderum til investeringer og understøtte udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Du bliver en del af et ambitiøst miljø med tæt samarbejde til direktion og ledelse og får mulighed for at præge både programmets retning og de varige forandringer, som programmet skal skabe for regionen.
Løn og ansættelsesforhold
For stillingen gælder at ansættelse som udgangspunkt sker i henhold til Overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v. (33.01.1) og forventeligt i en stilling som chefkonsulent.
Startlønnen kan variere afhængigt af stilling, anciennitet, erfaring og uddannelse. Udover startlønnen kan du have mulighed for at forhandle individuelle tillæg afhængigt af stillingen samt din erfaring og dine kvalifikationer.
Forventet startdato er den 1. oktober 2026. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge.
Du bliver en del af det kommende Koncern Økonomi i Region Østdanmark med direkte reference til kommende stabschef Signe Birck Müller. Du får arbejdsplads på Regionsgården i Hillerød, men må forvente mødeaktivitet og hele arbejdsdage i hele Region Østdanmarks geografi, herunder i Regionshuset i Sorø.
Ansøgningsfrist
Hvis du ønsker at blive en del af Region Østdanmarks effektiviseringsprogram, ser vi frem til at modtage din ansøgning. Ansøgning og CV uploades via linket senest den 21. august 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 35 og 36.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte økonomidirektør Jens Buch Nielsen eller stabschef Signe Birck Müller, hvis du vil vide mere om stillingerne.
Du kan læse mere om Region Østdanmark her: https://www.regionoest.dk/
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hillerød Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Region Hovedstaden, Kongens Vænge , 3400 Hillerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/9352444e-3670-4ce1-a0a2-c6714a019aab