18 personer blev torsdag morgen kvæstet i en alvorlig togulykke nord for Hillerød.
Nordsjællands Politi modtog en anmeldelse torsdag morgen klokken 06:29 om et frontalt sammenstød mellem to tog på Gribskovbanen. Ulykken skete ved Isterødvej/Helsingevej nord for Hillerød.På skadesstedet bistod Frederiksborg Brand & Redning med et stort antal personer og køretøjer, som sammen med Akutberedskabet fik flyttet de tilskadekomne ud fra toget.
Der har været en række myndigheder involveret i det efterfølgende arbejde herunder både Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen og arbejdet er koordineret gennem den lokale beredskabs stab hos Nordsjællands Politi. Politiet har også modtaget en henvendelse fra den svenske stat, som var klar til at bistå med yderligere hjælp. Nordsjællands Politi takker for henvendelsen, men de danske myndigheder har selv haft de nødvendige ressourcer til at håndtere ulykken.
Region Hovedstaden melder, at 18 personer er kommet til skade ved ulykken. Heraf vurderes det, at fem personer er i kritisk tilstand for nuværende.
I alt 37 personer er registreret som værende om bord på togene i forbindelse med ulykken.
Nordsjællands Politi har i samarbejde med Hillerød Kommune og Region Hovedstadens Akutberedskab oprettet et opsamlingspunkt på Grønnegade 15 i Hillerød, hvor pårørende kan henvende sig og hvor de uskadte passagerer fra togene blev kørt til.
Årsagen til ulykken skal nu klarlægges, hvilket vil ske i tæt samarbejde med Havarikommissionen.
"For nuværende har vi ikke noget bud på, hvad der er årsagen til ulykken. Der venter nu et grundigt arbejde med mange tekniske undersøgelser, før der er klarhed over, hvordan de to tog kunne støde sammen", siger politiinspektør Morten Kaare Pedersen fra Nordsjællands Politi.
Er man ejer til genstande i toget, kan man kontakte politiet på telefon 114 for at få nærmere oplysninger om, hvordan de kan tilgås.
Isterødvej er nu genåbnet forbi Helsingevej - men afkørslen mod Kagerup er spærret. Benyt i stedet Hillerødvejen i retning mod Nødebo eller Gadevangsvej.
Helsingevej er spærret i begge retninger mellem Isterødvej og Kildeportsvej, og afspærringen vil foreløbigt være gældende frem til fredag sen formiddag.
Lokaltog oplyser, at man arbejder på at indsætte togbusser på strækningen og kan ikke endnu sige noget om, hvornår togdriften på strækningen kan genoptages. Brug rejseplanen.dk og trafikinfo.dk.